Instruktøren med verdens længste navn (Florian Maria Georg Christian Graf Henckel von Donnersmarck) og korpus (205 centimeter) har lavet en tilsvarende lang film (188 minutter).
’Værk uden skaber’ er det tætteste man kommer på en biopic, der ikke er en biopic. Selvom hovedkarakteren hedder Kurt Barnert, tager tyske Florian Henckel von Donnersmarcks Oscar-nominerede film nemlig tydeligt udgangspunkt i landsmanden Gerhard Richters liv.
Donnersmarck har baseret sit manuskript på mange lange samtaler med den 87-årige, verdenskendte og alsidige kunstner. Efterfølgende har Richter til The New Yorker, tilsyneladende uden at have set andet end traileren, både kritiseret filmen for at være urealistisk og instruktøren for at have medtaget ting fra hans fortid, han ikke ville have med.
Selvom det kan lyde saftigt og sensationelt, er filmen dog først og fremmest en velment hyldest til kunstens helende kræfter og kunstnerens kreative proces.
Titlen er en reference til offentlighedens syn på Richters værker i 70’erne. Han var lige flyttet fra det undertrykkende sovjetiske DDR-styre til det mere frisindede Vesttyskland og brød igennem med slørede malerier, der kopierede sorthvide fotografier. Kunstnerens subjektivitet var tilsyneladende ikke til stede i værkerne, hvis motiver blot var tilfældige amatørfotos. Donnersmarck har imidlertid en anden pointe, nemlig at disse fotomalerier faktisk var Richters egentlige kunstneriske opvågnen.
Den værst tænkelige svigerfar
I filmen passer betegnelsen ”værk uden skaber” i hvert fald bedre på hovedpersonen Kurts malerier i hans unge år i Østtyskland. I DDR findes der kun socialistisk realisme, så på kunstakademiet maler han udelukkende stolte bønder på rød baggrund. Kurts svigerfar lykønsker ham tilmed med at have en stil, der på ingen måde kan skelnes fra andre socialistiske maleres. Godt gået!
Bag lykønskningen ligger der uden tvivl også en ond sarkasme, for denne svigerfar ved navn Professor Carl Seeband er nemlig filmens skurk, der sjældent helmer, når det kommer til at kontrollere Kurts liv. I malerens barndom under naziststyret var Seeband en iskold dødslæge, der steriliserede og gassede Kurts mor på grund af hendes sindssyge. Uden viden om den forbindelse er Kurt nu faldet for Seebands datter Ellie, og det fornøjer ikke just professoren.
Det elskende par er også et behageligt bekendtskab, for man tror på Tom Schilling og Paula Beers kemi. Den helt store stjerne er dog Sebastian Koch, der for mere end et årti siden spillede en sympatisk og venstreorienteret forfatter i Donnersmarcks Oscar-vinder ’De andres liv’. Nu brillerer han i den anderledes grusomme rolle som professor Seeband, der fungerer så godt som skurk, fordi hans ondsindige handlinger mod Kurt og Ellie kommer af en underliggende frygt. Det er nemlig indtil nu lykkedes ham ikke at blive retsforfulgt for sine ugerninger under nazitiden, men hvor længe kan det holde endnu?
Overdådige billeder og klodsede indslag
Mens handlingen følger Kurt gennem barndommen og det tidlige voksenliv, maler Donnersmarck et imponerende billede af de omskiftelige tider i Tysklands historie. Billedsiden er decideret overdådig, og Max Richters højstemte og smukt komponerede underlægningsmusik passer derfor godt ind.
Det kan måske virke mærkeligt at sige om en film, der er mere end tre timer lang, men i starten føles den lidt forhastet, når den skal etablere alle sine plottråde og karakterer. Derfor går det heller ikke rent ind, når nazisternes forfærdelige aflivning af Kurts mor akkompagneres af hidsige violiner på lydsiden.
Af og til indsætter instruktøren nogle hovedrystende klodsede scener, man godt kunne have været foruden. I en spøjs situation i starten af filmen får Kurts mor tre buschauffører til at dytte af hende. For det kan hun bare godt lide. Mens de gjaldende horn blandes med dramatisk orkestermusik, lukker moren øjnene og ender i en tilsyneladende meditativ tilstand. Skaberen bag ’Værk uden skaber’ er altså særdeles synlig – både på godt og ondt.
Heldigvis bliver historiefortællingen mere og mere sikker og vedkommende, jo længere tid der går, og man ender med at være meget investeret i karaktererne. Fordelen ved at lave en film på denne længde er, at man virkelig kan få følelsen af at komme med på en hel livsrejse. Kurts kunstneriske åbenbaring mod slut er især smuk, fordi man inden da har fået en grundig forståelse af, hvor meget smerte og usikkerhed, den er bygget på.
