Nogle gange må man bare overgive sig. Et stort, smukt, dumt spektakel flår én til atomer og efterlader én med ønsket om mere. Allons-y!!!

Filmatiseringer af tegneserier er eksploderet de sidste tyve år. Mange af disse er diverse former for superheltefilm og kvaliteten varierer meget. Der er de umådeligt ringe og så er der dem, der med lidt god vilje kan kategoriseres som mesterværker. Et sted midt imellem, med afstikkere til begge ender af spektret, finder vi ’Valerian’.

I dette visuelle orgie af indtryk er der også en historie, om end den er lidt ligegyldig i denne kontekst. Den titulære Valerian (Dane DeHaan) og Laureline (Cara Delevingne) er rumagenter i et gudesmukt og mildest talt vanvittigt univers. Der er også noget med en skummel kommandør (Clive Owen) og en rumstation, Alpha, der rummer godt og vel alle væsner i universet. Her er alting ikke, som det skal være, og de tapre agenter er derfor nødsaget til at redde dagen.

Woooow
Det her er det vildeste angreb på synsansen i år. Det er svært ikke at drage paralleller til instruktøren Luc Bessons film ’Det Femte Element’. Det er den samme syrede æstetik, der er i spil bare gange tusind og med tyve års forbedringer indenfor CGI. ’Det Femte Element’ var også kraftigt inspireret af netop ’Valerian’-serien. Endelig er teknologien nået op til fantasien og det udnyttes til fulde.

Især starten af filmen skal fremhæves. Alpha stationens historie bliver vist, fra den spæde start med blot en ”primitiv” rumstation fra vor tid og så til den blev alt for stort til vort solsystem og sendt ud i det ukendte.

Dette følges af et poetisk indblik i hverdagen hos nogle rumvæsner, som virker til at leve i pagt med naturen på deres planet. Disse to scener er noget af det ypperste indenfor visuel filmkunst. De alene gør, at filmen fortjener gentagne gensyn.

Stop med at tale!
Hvad der til gengæld ikke gør filmen nogle tjenester, er de to hovedroller, DeHaan og Delevingne. De har tilsammen lige så meget karisma og gennemslagskraft, som et halvråddent kosteskaft. Ingen af dem har den nødvendige pondus, som man kunne forvente af rumagenter. Replikkerne bliver som følge deraf leveret monotont og uengagerende. Der mangler noget emotionel spændvidde. Hvor er glimtet i øjet når de flirter, hvor er angsten når der er imminent fare og hvor er agentens selvsikre attitude?

Manuskriptet gør dem for så vidt heller ingen tjenester. Det er lidt rodet og replikkerne noget gumpetunge. Bedre skuespillere kunne have reddet det med replikkerne (Emily Blunt som Laureline!). Med hensyn til den lidt rodede historie, så ville det normalt være en ulempe. Men fordi filmen netop vedkender, at den er ét stort, dumt spektakel, så gør det ikke noget, at der kommer de svinkeærinder. For det betyder bare, at vi får flere ture i rutsjebanen, og her er det okay.

Ambitiøst
Han holder ikke noget tilbage, den gode Besson. Der er fuld smadder på fra start til slut. Visuelt efterlader ’Valerian and the City of a Thousand Planets’ de fleste Hollywood blockbusters tilbage i dyndet. Men hvor ville det dog have hævet oplevelsen, hvis skuespillerne var opgaven moden. Det ville have hjulpet på de lidt fesne replikker, hvis dem der sagde dem, sagde dem overbevisende. Det til trods, så er det en ganske underholdende film. Kunne der være strammet op hist og her, så den også var lidt kortere? Ja. Men her er det mere afgørende, om jeg gerne vil se den igen – og det vil jeg.