Genfortællingen af Tjalfe og Røskvas møde med aserne er næsten uigenkendelig fra Peter Madsens forunderlige tegneserie og –film. Men ikke rigtig på den gode måde.
Hvis man befinder sig i den danske natur under en tordenstorm, forstår man, hvorfor vores vikingeforfædre troede, det var Thors vrede, der fik himlen til at krakelere. Sammen med Loke var han den første af aserne, man stiftede bekendtskab med i Peter Madsens tegneserie, som var stor i min barndom. I lang tid var rødt fuldskæg og pagehår den eneste måde, jeg kunne forestille mig tordenguden på.
Men hvor er Heimdal?
Allerede fra start indvarsler filmen, at dette er en mere dyster og mørk version af asernes verden end den, der optræder i Peter Madsens farverige tegninger. Roland Møllers Thor er et fordrukkent, tatoveret muskelbundt, som man bestemt ikke skal stå i vejen for, mens Dulfi Al-Jabouri er mystikkens herre og næsten et perfekt valg til den luskede Loke (det er svært at overgå Martin Brygmann i ’Jul i Valhalla’). Det er ærgerligt, at Loke ikke har så meget at lave efter filmens første kvarter.
Resten af nordisk mytologis panteon får ikke så mange muligheder for at skinne igennem, men scenerne, hvor aserne samles i mødelokalet, fylder én med ærefrygt. Odins evige skakspil med hovedet Mimer føles mere mystisk og magisk end med den humor, den fremstilles med i Madsens tegnefilm. Manglen på morskab er én af filmens største faldgruber. Tegneseriens Heimdal er det klareste eksempel på asernes hovmod og er deri en slags comic relief. Som Asgårds vogter føler han sig som den vigtigste af aserne, men i realiteten er han ikke mere end en glorificeret dørmand. Han er dog slet ikke til stede i filmen, ligesom resten af kildematerialets humor.
Jesus og Greta Thunberg på svampetrip
I Valhalla er der problemer på vej. Den ubrydelige kæde, Loke skaffede til at holde Fenrisulven fanget, er blevet brudt, og asernes mænd skændes og skyder skylden på hinanden. Kvindernes klarsyn og en frelserprofeti, som næppe stammer fra mytologien, kan heldigvis redde verden. Profetiens placering i historien er sandsynligvis et forsøg på at skabe et større, sammenhængende plot, når filmen låner fra mindst to af de tegnede historier, og dermed hurtigt kan befinde sig mellem to stole.
Jeg skal være den første til at sige, at vikingekvinder er badass, men at skabe en ny myte i nordisk mytologi føles en smule blasfemisk, også selvom det er for female empowerment. Al historietolkning farves af samtiden, og når Røskva holder tale om voksne/guders ansvar for den snarlige undergang, er det svært ikke at trække paralleller til vor tid.
Ragnarok kommer
Instruktør Fenar Ahmad har formået at skabe en dyster, stemningsfuld fortolkning af nordisk mytologi. Det er en imponerende bedrift at lave en så visuelt flot film, med special effects direkte fra Hollywood. Men man skal ikke have Heimdals tusindmilesyn for at se filmens mangler. Aserne, såvel som de to menneskebørn, mangler personlighed og dybde, ligesom filmen mangler humor og handling. Ragnarok truer, men der gøres ikke rigtig noget ved det.
