Et trækplaster blandt filmentusiaster på dette års CPH:PIX var Imperials visning af ‘Vandringsmanden’. Et hoveværk af den anerkendte russiske instruktør Andrej Tarkovskij, der med blot 7 biograffilm på sit resume inden hans død i 1986 formåede at udøve enorm indflydelse på filmverden. Flere af hans film betragtes idag som mesterværker og de udgør en stor inspirationskilde for nulevende instruktører, deriblandt vor egen Lars Von Trier.

Næste stop: zonen (husk at tjekke ud på rejsekortet)
Imperial havde formået at samle lidt over 200 mere eller mindre spændte biografgæster til visningen. Mere fordi cirka en tredjedal var pressekortudstyrede filmfanatikere, der ikke vil gå glip af at opleve den mesterlige kunstfilm i nyrestueret gloværdighed på danmarks største filmlærred; mindre fordi mange (ligesom undertegnede) havde slæbt deres intetanende venner med. De stakler.

Filmen er en sovjetisk sci-fi kunstfilm fra 1979:  en meteor er styrtet ned i moderlandet og har gjort et stort område ubeboelig. Området kaldes “zonen” og bevogtes af militæret. Eftersigende findes et rum i zonen der kan opfylde ønsker. En forfatter og en videnskabsmand hyrer en stalker – en fyr der lever af at smugle besøgende med ind i zonen og få dem levende ud igen, til at gøre netop det.

Slow and steady wins the race
Filmen varer to timer og 40 min., i dette tidsrum udsættes publikum for blot 142 skud, hvilket giver et gennemsnit på over ét minut pr. skud, og mange skud varer over 4 minutter. Den sløve klipning er tilsat meget sparsom dialog. Vi er altså meget langt fra de gængse Hollywood-konventioner for filmproduktion.

Plottet fylder meget lidt. Det er oplevelsen af filmen i sig selv, der er trækplasteret. Forfatteren og videnskabsmanden udsættes for en prøvende vandring ind i zonen, der fungere som analogi for en vandring ind i sindet – ind i dem selv. De to personer repræsentere et krydsningsfelt imellem virkelighed og fiktion, som underbygges af vandringsmandens vejvisning gennem zonen – vi lærer hele tiden om dens farlige og overnaturlige attributter, om dens talrige fælder, men ser meget få beviser på dette. Omvendt understøtter det eventyr-agtige lyddesign, at noget i hvert fald er anderledes i zonen.

Se den ikke, sans den!
‘Vandringsmanden’ er en meget stille oplevelse. Flere minutter i streg kan man høre et knappenålshoved falde til jorden. De sparsomme lydeffekter vi begaves med er sælsomme blandinger af reallyd og forvrængede efterligninger skabt på synthesizer. Vi høre visse ting i naturlig form, f.eks. en bæks rislen, uden, mod forventing, at høre noget andet – dyr, fodtrin osv., og langsomt erstattes de få naturlige lyd af de elektronisk konstruerede ditto.

Det giver indtrykket af, at lærreds virkelighed ikke er som det ser ud. De overgroede, forladte industriruiner fremstår som poetiske guldaldermalerier takket være den frodige naturs generobring – i modsætning til det omkringliggende samfund der portræteres i brunlige spehiatoner . Det langsomme tempo, afdæmpede lydbillede og hypnotiske virkemidler luller publikum i en sløv tilstand imellem søvn og årvågenhed. Selv hvis søvnen indtræffer, hvilket var tilfældet for flere af mine sidemænd og kvinder, så ødelægges filmoplevesen ikke. I vandringsmanden er det rejsen, ikke endemålet, det handler om.

Publikums kamp imod den forførende søvn, som Tarskovskij lokker med, er vores vandring. Vores berusede, sløvede sansers drømmeagtige, usammenhængende opfangelse af filmen tjener kun til at fremhæve zonens overjordiske kraft.

Dette er en film de fleste mennesker kun magter at se en sjælden gang imellem, mig inklusive. At få lov til at se den i restureret udgave i Danmarks bedste biograf var en udsøgt fornøjelse, en oplevelse jeg vil se tilbage på mange år fremover. Tak, Imperial!