Sjældent har forfærdelighed været så smuk, som i ´Vanskabte Land´ af instruktør Hlynur Pálmason, der med gennemtænkte indstillinger og længerevarende takes, forfører seeren til en rejse dybt ind i den barske islandske natur.

Kameraet er zoomet helt tæt ind på et eller andet. Uklart om hvad det er. Billedet er mørkt, undereksponeret og afkodningen sker ikke umiddelbart med det samme. Det ligner et maleri, jeg spotter et ansigt i de små udformninger. Jeg spørger mig selv op til flere gange, hvad det præcist er jeg ser på. Lyden runger i mine ører og hårene rejser sig på mine arme.

Kameraet zoomer langsomt ud. Ansigtet bevæger sig, ændrer form og skikkelse. Det er ikke et billede. Det er et bjerg. Kameraet zoomer ud i mange sekunder og den mageløse og frygtindgydende bjergkæde viser sig i sin naturlige, monumentale størrelse. En natur så fjern fra den danske, så fremmede og uvant.

Netop disse scener er filmens altoverskyggende styrke, forførende bliver vi, som seere, placeret i Lucas’ (Elliott Crosset Hove) sko, som den diametrale og menneskelige modsætning til den vildfarende natur.

´Vanskabte Land´ er på mange måder en klassisk kunstfilm, og det glæder mig, at se en Islandsk/Dansk Co-produktion, der er så kompromisløs. Filmen er baseret på en række fotografier, som blev fundet i en kasse i Island. Derfra har Hlynur Pálmason skabt en fortælling om en dansk præst, som drager til det fjerne og utilgivelige Island i slutningen af det 19. århundrede, for at bygge en kirke og fotografere dets folk. En rejse der hurtigt viser sig besværlig, både fysisk og mentalt.

Værket er ren teknisk kompromisløs filmmageri, som sjældent ses på vore kanter. Filmen er defineret med sit tæt på kvadratiske 1.33:1 billede format. Dette smalle format byder centralkompositioner velkommen med stor gæstfrihed, til trods for at filmen foregår i store flotte landskaber. Et træk der først ses kontraintuitivt, i forhold til at man normalvis filmer store flotte landskaber, med så brede formater som muligt. Det har til gengæld sin eksistensberettigelse.

Naturen som karakter

Filmen handler nemlig om at forstå og bestå mødet med den barske natur, ikke alle kan holde det ud, en slags islandsk stolthed og afgrænsning til sine naboer. På sin lange rejse kommer præsten i kontakt med mange lokale, som dirigerer ham videre og længere ud i den barske natur. Filmen hviler i disse scener, hvor Lucas kæmper mod naturen.

Naturen har en hel central rolle i denne film. Udover at agere tiltrækningskraft for vores øjne 80 procent af tiden, så er den også Lucas’ helt store fjende. Miljøet er helt uvant for protagonisten, som både prøver at blive ét med naturen, i form af badning ved gudesmukke vandfald og stejle vandreture til hest. Disse scener til hest og i vandet er smukke og nærmest hypnotisk fremstillet. Et hvilende kamera tilter langsomt ned med vandfaldet, momentvis så undereksponeret at fantasien får lov at overtage. Det står i skarp kontrast til vores hovedkarakter, som kluntet og farligt begår sig til hest på de store klippeforhøjninger.

Eksplosiv i udtryk, men ikke i drama

Rent dramatisk begår filmen sig også kluntet, hvis man kigger bag ved de ellers så bedårende billeder. Målet for protagonisten er at bygge en kirke og fotografere. De ting gør han, men det er slet ikke vigtigt. Det er lidt en kliché, men det er ikke målet, der er vigtig, det er rejsen. Typisk i kunstfilm, som denne, så føles de små dramatiske øjeblikke, som fuldstændigt monumentalt store og grandiose i deres effekt på publikum. Jeg benytter begrebet om ”Less is more”. Et princip der betyder at jo færre gange man bruget et greb, des mere effektivt er det.

Denne film bruger også dette princip, hvor den sjældent bevæger sig op ad den dramatiske kurve. Hvilket er hel fint, såfremt det er effektivt, når den så endelig kommer derop. Problemet er at den aldrig kommer derop. De små dramatiske øjeblikke, ramte mig aldrig. Jeg greb aldrig fast i stolen eller holdt vejret. Det skyldtes til dels, at flere konflikter opstod, uden at der var et egentligt problem. Der var ikke en følelse ubehag, før scenerne eksploderede, de eksploderede bare, med undtagelse i en skør slåskamps-tradition.

En film funderet i billede og stemning, frem for fortælling

Filmen er, som sagt baseret på en række fotografier fundet på Island. Det afspejler sig også tydeligt i filmen, i det at dens absolutte styrke er sit visuelle udtryk og stemning. Man bliver forført fra første sekund, og øjnene er tryllebundet fast til skærmen fra start til slut. Lydene i øregangene er hypnotiserende og generelt er ´Vanskabte Land´ en vild biografoplevelse.

Den når dog ikke de tårnhøje forventninger, jeg entrerede biografen med, grundet manglen på dramatiske op-og nedgange. Det kan dog umuligt fjerne min glæde ved, at en film som denne, fra disse egne, får et liv på det store lærred.