‘Krøniken’-instruktør Charlotte Sieling har skabt en utrolig flot krigsfilm, som dog stiller flere spørgsmål, end den besvarer.

‘Vejen Hjem’ har en stærk præmis, men den drukner i mangelfuld motivation og uforløst skuespilspotentiale. Heldigvis har Charlotte Sieling (‘Margrete den Første’) et hold bag sig, der i det mindste har formået at skabe en smuk visuel oplevelse.

Da Christian (Nikolaj Lie Kaas) rejser til Syrien for at redde sin radikaliserede søn fra ISIS, må han indse, at vejen hjem ikke bliver let. Sønnen Adam (Albert Rudbeck Lindhardt) nægter at vende hjem, da han endelig har fundet mening i sit liv. Men hvorfor har Adam følt, at hans liv er meningsløst? Hvordan er han havnet i Syrien, og hvad har forårsaget de tydeligt åbne sår i familien? Det finder vi ikke ud af. 

Det, vi derimod fokuserer på, er, hvor langt Christian er villig til at gå for at redde sin søn. Vi får hurtigt en idé om svaret, og herfra føles det ikke længere som om, der er noget på spil i filmen. Vi ved ikke rigtigt, hvem hverken Christian eller Adam er, og derfor ved vi heller ikke, om de mister sig selv i jagten på fred.

Uforløst potentiale

Til trods for, at vi har at gøre med dygtige skuespillere, er det som om, ingen af dem får lov til at brillere. Nikolaj Lie Kaas kan på alle måder trække på sin rolle som Carl Mørck fra Afdeling Q, når han i ‘Vejen Hjem’ igen påtager sig rollen som selvretfærdig mand, der tager drastiske beslutninger og kæmper med følelser som skyld og tilgivelse.

Heller ikke den unge Albert Rudbeck Lindhardt får lov til at bevise sit værd. I modsætning til Lie Kaas’ rolle, er Adam en anderledes karakter, end hvad vi ellers har set Rudbeck Lindhardt i – senest Vinterbergs aktuelle ‘Familier som vores’. 

Selvom rollen som Adam er meget fysisk og levende, virker skuespillet til tider forceret. Det kan skyldes den sparsomme information, vi har om karakteren; hvem han er, hvad han kæmper med, og især hvad han kæmper for. Det får vi godt nok fortalt senere i filmen, men det havde været mere interessant at se.

En scene, som føles forceret er eksempelvis den, hvor Adam forsvarer sine handlinger overfor sin far. Den ville have stået så meget stærkere, hvis vi vidste nok om Adam til at kunne leve os ind i, hvad han tænker og føler. I stedet er jeg som seer endnu mere uforstående over for hans argumenter, end hans far er.

De to sidste prominente skuespillere har desværre heller ikke nogen imponerende roller. Besir Zeciri og Arian Kashef spiller to andre danskere i Syrien, men de virker udelukkende som karakterer, der er til, så Christian har nogen at snakke med. Deres funktion kan lidt groft koges ned til at være en “skeptisk antagonist” og en “fordummet sidekick”. 

En smuk og stilfærdig krigsfilm

Når nu skuespillernes potentiale virker så uforløst, er det fantastisk, at der er så meget at hente i den visuelle og auditive oplevelse. Det barske miljø danner ramme om brutaliteten i en krigszone, hvor folk går nonchalant rundt med våben. De hverdagslige likvideringer i Syriens gader viser samtidig normaliseringen af vold under krig. 

Netop derfor er jeg forundret over, at ‘Vejen Hjem’ også er så smuk. Det står i stor kontrast til førnævnte, når de bløde, jordtonede farver i bygningerne og måden, hvorpå sollyset bevæger sig, får området til at se nærmest idyllisk ud.

Også hvad lyden angår, er det en ret atypisk krigsfilm – den er nemlig underligt stille. Sammenlignet med en anden dansk krigsfilm som ‘Ser du månen, Daniel?’ (2019) har ‘Vejen Hjem’ hverken samme kaotiske kamerabevægelser eller nervepirrende stemning. Det er faktisk dejligt, fordi den dermed forsøger at skille sig lidt ud.

Der er sjældent bombardementer eller råben og skrigen i den her film. Når folk bliver likvideret i gaderne, hører vi ofte kun underlægningsmusikken, som er rolig og følelsesladet. Vi bliver således taget ud af det fysiske rum for at understrege Christian eller Adams indre kamp mod magtesløshed.

‘Vejen Hjem’ stiller et vigtigt spørgsmål om ansvar og familie, men formår aldrig rigtigt at levere et tilfredsstillende svar. Det er en smuk, men forglemmelig rejse, der trods sit potentiale aldrig forløses helt.