På trods af filmens ærgerlige mangel på aliensex er Tom Hardys sidste dans med Eddie og Venom en triumf, både som superheltefilm og som kærlighedshistorie.

Det er ingen hemmelighed, at Spider-Man-skurken Venom ikke ligefrem har haft store succesmomenter på det store lærred. På trods af deres store indtjening blev både ’Spider-Man 3’, og siden ’Venom’s solofilm mødt af generelt negative anmeldelser fra kritikere verden rundt.

Og her er det, jeg må understrege min status som fan af karakteren – både fra tegneserien og fra Tom Hardys film. Særligt filmene er gået fra en guilty pleasure til en reel pleasure, da jeg indså, at dårlig smag ikke var noget, der skulle lade mig gå på kompromis med, hvad jeg har passion for.

Og jeg elsker, når film ikke tager sig selv for seriøst. Og jeg elsker ’Venom: The Last Dance’, konklusionen på den episke og elskværdigt naive trilogi, som antihelten har stået i spidsen for.

Life (still) sucks

Der er sket meget, siden vi sidst mødte den forfejlede journalist og største taber på jorden, Eddie Brock (Tom Hardy), og hans bedste (og eneste) ven, symbioten Venom, som Eddie i den første film fra 2018 mødte og i begyndelsen uvilligt måtte lade blive en del af sit liv.

I ’Venom: Let There Be Carnage’ i 2021 nåede vores hovedpersons liv et nyt niveau af forfærdeligt. Hvis det ikke var nok at gå gennem en skilsmisse, miste sit job og blive besat af en rumparasit, så er han i årets film nu også på flugt fra lovens lange arm. Pressen beskylder ham for et mord, han ikke har begået.

Og når nu Venom også er på flugt fra sin egen planet og race, så spænder ’Venom: The Last Dance’ selen og tager publikum med på en vaskeægte roadmovie, antihero style.

Det umage par har sat kursen mod New York City, men det bliver naturligvis ikke uden udfordringer, både menneskelige og intergalaktiske af slagsen.

Tom Hardy gør det igen, igen 

Grunden til, at den første film fejlede (i majoritetens øjne, ikke mine) var, at den gjorde det, som superhelte generelt slår sig på, nemlig det at tage sig selv at tage sig selv alt for seriøst, alt for tit. 

At toeren rejste sig til succes, også i øjnene på en fan som mig, kan man roligt lægge på skuldrene af ingen andre end hovedrolleindehaveren selv.

Tom Hardy har igen og igen vist, hvor passioneret han er omkring sin karakter, filmenes latterlige univers, og hvor godt han kender dens målgruppe. 

Det er tydeligt i hver eneste film, hvor meget kærlighed han har hældt i denne her trilogi. Ikke med metodeskuespil eller selvhøjtidelighed, men derimod med en naturlig charme og absurd galskab, som jeg tvivler på, at nogen andre ville kunne have leveret..

Denne gang er han også med som producer og til at udvikle historien sammen med instruktøren Kelly Marcel, og det er tydeligt, at de to har arbejdet sammen siden starten af ’Venom’-serien, at det går legende let og naturligt til værks, og at alle er på samme side.

Og i birollerne ser vi den uforlignelige Chiwetel Ejiofor og Juno Temple som Eddies udkårne fjender, der fuldender filmen med langt mere komplicerede forhold og en langt mere fuldendt, udfoldet historie end sidst.

Mennesket, rumvæsenet, og ingen heteroseksualitet at finde

Jeg sagde det i 2021, og jeg siger det igen: ‘Venom’-serien er og forbliver altid queer, uanset om forfatterne, tegneserienørderne og actionfilmfansene vil indrømme det.

Alene titlen på finalefilmen understreger det som aldrig før. Venom og Eddies queer-ede relation til hinanden cementeres altså allerede i titlen, selvom det ikke har fået mod og lov til at være helt så eksplicit, som det er i filmens tegneseriependant.

Der er skuffende nok ingen sex mellem alien og menneske i ’Venom: The Last Dance’. Der er heller ingen alien/menneske-hybridbørn, eller bare nogen Eddie, der kalder sin alien for kælenavne, som man kun ville kalde en ægtefælle.

Her kunne man passende sige noget om Marvel og Disney og censur og kapitalisme, men det gider jeg faktisk ikke. Jeg vil hellere sige noget om filmens subtile kærlighedserklæringer.

Om Tom Hardy, der har lange samtaler med sin alien-ven, mens han kigger efter brudepar på gaden med længselsfyldte øjne, og om at der er noget så euforisk ukønnet over en rumparasit, og et menneske, der gerne vil dele sit liv med et væsen, der egentlig også er en del af hans krop, i utrolig bogstavelig forstand.

Kelly Marcel indrømmer det selv; Venom-trilogien er mere en rom-com, end nogen anden superheltefilm nogensinde har været. Dette er to karakterer som ikke har andre end hinanden, som er stædige og uduelige og triste, men som fungerer sammen, uanset hvor meget de ikke har lyst til det.

’Venom: The Last Dance’ er en kærlighedshistorie. Det er en latterligt naiv og hektisk, men også grotesk charmerende kærlighedshistorie, og den er hverken poetisk eller særligt teknisk imponerende, men det er ikke det jeg er her for.

Jeg er her for den kemi, ingen kan modsige og ignorere, som Tom Hardy hælder ud af sig, og som jeg aldrig kan få nok af. 

Det er en kemi med et væsen, han selv spiller, som slet ikke burde fungere, men som gør det igen og igen, og som er fjollet, ja, men det er fandme også rørende, når de her to endelig finder den eneste person i verden, der endelig gider dem, og elsker dem, med alle deres fejl og knap så pæne sider.

‘Venom: The Last Dance’ er den vidunderligt hektiske og håbefulde finale, vi alle har brug for.

Men vigtigst af alt, så er det en historie om ubetinget kærlighed og sammenhold, der bryder alle jordiske og overjordiske regler. Og så kan jeg måske godt tilgive, at der ikke er noget aliensex i den, alligevel.