’VENUS – Let’s talk about sex’ er beviset på den ubestridelige styrke, der opstår, når du blotter dig fuldstændigt.

”Jeg blev forladt, mens jeg var allermest skrøbelig”. Hendes øjne er blanke og stemmen grødet. Hun kigger ind i kameraet, smiler såret og ryster på hovedet, ”og det må man ikke.”

Stemmen tilhører en ung kvinde. Hun har bare tæer og en blåmønstret sommerkjole på. Hun ligner en du har set i toget, på læsesalen eller i mørket på en bar sidste fredag aften. Det svigt hun taler om er hendes ekskærestes svigt. Siddende på en spinkel kontorstol i en tom stue fortæller hun om deres intime oplevelse. Om en slags seksuel sammenhørighed, der blev afbrudt brutalt, da hendes psykisk syge kæreste flygtede i et angstanfald efter hun kærligt havde forsøgt at forklare, hvor skrøbelig hun følte sig nøgent siddende i hans arme.

Fortrolig åbenhed
Den tomme stue som kvinden sidder i tilhører den 36-årige Mette Carla Albrechtsen, der sammen med den jævnaldrende Lea Glob (34) har instrueret ’VENUS – Let’s talk about sex’. Et projekt, der fra start skulle have været en ”erotisk film på kvinders præmisser”, men som er endt med at blive en af de mest ærlige og autentiske dokumentarer, jeg længe har set. Over en periode på fem år fortæller forskellige kvinder i alderen 17-35 år om deres personlige seksuelle oplevelser og inderste fantasier til Lea og Mettes kamera. Optagelserne skulle oprindeligt have tjent som research til den egentlige film, men de to instruktører fandt hurtigt ud af, at optagelserne af kvinderne i virkeligheden var alt de behøvede for at skabe den film, de ville lave.

”Skeder – det er sådan nogle, der har problemer”
Resultatet er overbevisende. Smukt og stærkt. Til tider endda en smule sjovt. Spændevidden er bred, og der bliver snakket om alt. Lige fra hvad du kalder dit køn til den mørke side af sex, nydelse og destruktion.
Jeg ler genkendende med, da en kvinde bramfrit konstaterer, at skeder, ”det er sådan nogle, der får svamp”, og ligeledes da en anden siger: ”Man siger jo ikke slikke kusse – det lyder som om, at folk ikke ved, hvad de laver…”
Generelt føler jeg mig på bølgelængde med kvinderne og samtidig utrolig beæret over, at jeg får lov til at være tilhører til deres historier. Sårbarheden er uigennemtrængelig og altomsluttende. En slags ærefrygt fylder min krop samtidig med en dyb sympati, som rører mig til hudløshed. Jeg er sammen med kvinderne i stuen. Sammen med hende, der fortæller om, hvordan hun følte sig nødsaget til at have sex med en pige til trods for, at hun ikke havde lyst. Hende der har taget sine blå kussetryk med, og hende, der stadig er jomfru. Jeg kan ikke være andet bekendt end at give dem min fulde opmærksomhed. Til gengæld giver de mig en af de mest intime oplevelser, jeg nogensinde har haft.

Vulnerabel styrke
Jeg spejler mig i kvinderne. Præcis ligesom Lea og Mette gør, når de stiller dem blottende spørgsmål. Jeg betragter kvinderne i nær- og totalbilleder. Effekten er simpel og fin – og overbevisende og kraftig. Ikke en visuel oplevelse i klassisk forstand. Jeg skaber mine egne billeder, som bliver til refleksioner jeg tager med mig ud af biografen og videre til min mor, mine venner, min kæreste. Det trygge åbne rum jeg er blevet sat i, lukker jeg andre ind i. Sårbarhed forvandles til tryghed og styrke. Betroelser bliver til dialog og diskussion. Hvis det ikke er (kvinde)frigørelse, så ved jeg ikke, hvad der er.