En typisk rom-com med sit eget danske præg: Denne debutfilm varmer fra top til tå og imponerer med et bevægende nyt navn – på trods af ellers mange banaliteter.

Hvis man sætter sig for at se en romantisk komedie, så forventer man nok lag på lag af pinlighed, halve forsøg på poetiske ord og kærlighedserklæringer. Det er jo en del af charmen.

Og ’Venuseffekten’ lever op til alle de forventninger med debutinstruktøren Anna Emma Haudal, hvis navn allerede er på publikums læber med serien ’Doggystyle’.

Ligesom dens genre falder den ind i stereotyper og skaber ikke mange nye fortolkninger af de emner, den bringer op. Til gengæld skabes en sød og jordnær historie om kærlighed og familie og alle dens pinlige træk.

Simpel skønhed

Omgivet af planter og med fingrene i jordbunden møder vi Liv (Johanne Milland Pedersen): en ung kvinde, der er i kontakt med naturen, men knap så meget i kontakt med sig selv, som hun tror.

Hun har ellers en “traditionel” kernefamilie og bor lige i nærheden af sine forældre, mens kæresten heller ikke er langt væk. Dog rives der op i rødderne, da hun møder den nye pige i byen.

Andrea (Josephine Park) er flyttet ind i sin onkels baghave i Livs by for at få en pause fra storbyen, hvor hun laver kunst i sin campingvogn og syr kjoler med vaginaer på. Og de to modsætninger mødes selvfølgelig, ikke uden stor effekt på hinanden.

Ja, det er en klassisk fortælling – faktisk kunne man komme til at tænke på Hallmarks væld af julefilm såvel som Netflixs egne sukkersøde forsøg, der ret tit sammensætter par bestående af en travl by-kvinde og en mand på landet, der (i modsætning til kvinden) er i kontakt med sig selv og naturen.

Og hvor banalt det end lyder, så formår ’Venuseffekten’ noget, mange andre kærlighedsfilm ikke gør.

Den er nemlig så virkelighedsnær, at man kan mærke varmen i kinderne, og tæerne der krummer sig.

Det er tydeligt, at instruktøren har styr på, hvad hun laver, og hvad hun prøver at repræsentere. Som en ung queer-person i København genkender jeg mig selv og queer-miljøet i scener med feministisk trivia og lange samtaler om astrologi, og filmen viser på lige så fin vis et polyamorøst forhold, der har lov til at eksistere uden spørgsmål.

Intet er blæst op af pompøse kulisser og dramatisk dialog, og det er de små øjeblikke, der giver allermest indblik i hovedpersonens tanker.

Det spiller let sammen med den typiske danske humor, der langt hen ad vejen handler om at være så pinlig, som det er muligt. Og på en eller anden mærkelig måde fungerer det, også selvom Lars Mikkelsen som Livs far bærer det meste af ansvaret.

En blandet pose bolsjer

Når det så er sagt, betyder det desværre ikke, at alle elementer spiller sammen, for ligesom Liv, der prøver at finde sig selv, prøver ’Venuseffekten’ for hårdt på at sige noget, der allerede er blevet sagt før.

Filmens første akt gør et blændende job med at bygge karakterne op og sætte hovedpersonen i fokus, hvor hun aldrig rigtig ved, hvad hun egentlig vil, og når familiens trygge favn brister, så brister hun også. Meget af den opbygning falder dog lidt til jorden, når dramaet opstår – et drama, som løses med et snuptag og ikke har mange konsekvenser for nogen af dem, der er involveret.

Desuden er det for mig mærkværdigt, at denne film stiller sig i den lange række af queer-film omhandlende utroskab, for hvor realistisk det end kan være, er det trættende, at queer-forhold stadig udstilles som noget hemmeligt og skandaløst.

En film som ’Venuseffekten’ skriger jordnærhed og er rørende og pinlig. Nogle gange er den endda pinlig uden at ville det.

Det her en kærlighedskomedie, der prøver lidt for hårdt på at være sjov og lige så hårdt på at være poetisk. Men i centrum har vi en ung person, der slår øjnene op i midten af den tilværelse, hun troede, alle skulle have, og finder sin identitet gennem  egne dumheder og åbenbaringer. Og det er en smuk ting.