Udmærket adaptation af roman, der som sædvanlig nok stadig er værd at læse, førend man drager mod biografen.
I 2013 udgav den franske forfatter Pierre Lemaitres romanen ’Au Revoir La-Haut’ til store roser, den blev siden bestseller og udgivet i over 30 lande. Herhjemme blev den også taget særdeles godt imod under titlen ’Vi ses deroppe’. Roman foregår i Frankrig årene efter den første verdenskrig, og er et spiddende, satirisk blik på et Frankrig udmattet af krig hvor korruption, svindel og afstandtagen til krigens overlevende er udbredt. Filmatiseringen er instrueret i af skuespilleren Albert Dupontel, der også selv spiller hovedrollen. Det er der kommet en fin lille film ud af.
Fra skyttegravens helvede til borgerskabets glemsel
Soldaterkammeraterne Albert Maillard og Édouard Péricourt overlever med nød og næppe 1. verdenskrigs meningsløse rædsler. Hjemme i Frankrig må Albert og Édouard klare sig på egen hånd. Albert mistede alt i krigen og rigmandssønnen Édouard har vendt familien i ryggen. Begge har ar på sjælen og Édouard et bortsprængt underansigt, hvis smerter han kurer med sin morfin-afhængighed. Gjort hårde af krigens rædsler planlægger de et gigantisk svindelnummer, der skal slå mønt på nationens sorg, ligesom nationen slog mønt på deres liv og nu har overladt dem til sig selv.
Albert spilles at Dupontel selv mens Édouard spilles af Nahuen Pèrez Biscayart (kendt fra ’120 slag i minuttet’). Begge gør en solid indsats for at bringe liv to de to hovedroller, som manuskriptet ikke altid undersøger grundigt nok efter min smag. Navnlig Biscayart skal have hæder for konsekvent at spille skuespil med kun sine øjne, da resten af hans ansigt er gemt væk filmen igennem. Generelt består filmens cast af veletablerede og velspillende franske skuespillere, hvoraf de færreste er særligt kendte herhjemme.
Romanadaptationens svære kunst
At her ikke er tale om en socialrealistisk omgang står hurtigt klart, der er masser komiske scener og stereotype bipersoner. Édouards kunstneriske evner bruger han f.eks. til at producere forskellige masker til at skjule hans vansirede ansigt. Efterhånden som plottet folder sig ud, bliver maskerne mere og absurde. En god visuel repræsentation af 1920’ernes udvikling i billedkunsten. Plottet såvel som det visuelle udtryk formår generelt den svære balancegang imellem komik og tragedie, det fortjener ros. Resultatet er et meget absurd billedligt udtryk, som jeg fandt særdeles underholdende.
Men plottet har mange forviklinger og mange karakterer, og store dele af det franske samfund og dets forhold til verdenskrigen skal behandles i løbet af filmens to timer. Det bliver lidt for meget af det gode. En konsekvens er, at hovedpersonen Albert ender med at virke underbelyst, og de forskellige fortællespor får travlt med at blive forbundet og forløst i tredje akt. Resultatet bliver en lettere flad og utilfredsstillende slutning på en historie, jeg aldrig rigtig blev personligt investeret i. Uden at have læst kildematerialet, så virker filmen som en typisk, semivellykket romanadaptation. Fortællingens tematikker fremstår i hvert fald tydeligt som værende lettere at belyse i bogform.
Visuelt en meget pæn film med flotte og sjove kostumer takket være Édouards excentriske kunst. Hvad det skorter på af karakterudvikling og narrativt fokus kompenseres med komiske indslag og satire. Resultatet er underholdende men ikke fænomenalt. Måske ikke sommerens ”must-see”, men solide to timers underholdning uanset hvad.
Foto: kino.dk