Med et noget besynderligt sammensurium af religiøs frelserhistorie, overnaturligt eventyr og dansk socialrealisme har Katrine Wiedemann begået sin anden spillefilm. Viceværten er, som den foregående beskrivelse antyder, på mange måder en film, der skiller sig ud.
I tæt samarbejde med manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson har hun kastet sig ud på dybt vand med denne kontroversielle fortælling, der absolut ikke er ligetil og uden tvivl vil dele vandene.

52-årige Per (Lars Mikkelsen) er vicevært i et moderne boligbyggeri. Konen er flyttet, sønnen sidder i fængsel og Per har efterhånden set sig sur på alle omkring sig, ja – tilværelsen i sig selv.
En dag finder han en ung kvinde (Julie Zangenberg) i én af de tomme lejligheder. Ude af stand til hverken at tale eller gå, ligger hun på gulvet, blot indhyllet i et tyndt stykke gardin og med et barnligt smil om munden. Med det lyse hår og den snehvide hud ligner hun uskylden selv, om end hun for den ensomme og kærlighedshungrende Per udgør fristelsen i person. Han går i seng med hende, tager hende med hjem og passer hende, hvorved et særdeles komplekst forhold udvikler sig mellem dem.
Efterhånden forsvinder alle Pers skavanker og han bliver tilmed et gladere menneske.
Efter at også vennen Viborgs (Nicolaj Kopernikus) ødelagte knæ er helbredt efter samleje med pigen, går vidunder-historien hurtigt fra mund til mund. Inden Per ved af det, får han daglige forespørgsler fra mænd med livstruende sygdomme og finder sig fanget i et moralsk dilemma.

Da rulleteksterne kommer på til tonerne af Gasolins De Blå Sirener og lyset tændes, sidder undertegnede tilbage i biografsædet med en forvirret og ubestemmelig følelse i kroppen. En følelse, der i skrivende stund endnu ikke har forladt mig og besværliggør udførelsen af en målrettet og klarsynet anmeldelse. For hvad skal man egentlig mene om denne film?
Umiddelbart har vi at gøre med en midaldrende mand, der finder en stum og viljeløs pige, som han går i seng med og efterfølgende låner ud til sine venner. Denne yderst reducerede plotbeskrivelse vil med rette få den ene eller anden feminist til at fortrække ansigtet i dyb forargelse. Heldigvis er det dog en meget firkantet måde at se filmen på, for der er mange flere lag gemt i de 88 minutter, som den varer.

Det overnaturlige har i Viceværten fundet vej til en typisk socialrealistisk kulisse, hvilket gør filmen til en form for ’magisk realisme’ og dermed noget hidtil uset i dansk film. Et ganske vovet eksperiment – for kan man virkelig tilsætte den i Danmark så garvede genre et magisk strejf, uden at det får det danske biografpublikum til at gå helt i baglås?
Ja, faktisk fungerer resultatet overvejende godt, om end man måske lige skal vænne sig til den mystiske blanding.Filmen chokerer med dens barske og utilslørede sexscener, der på alle måder er ubehagelige og næsten skræmmende at overvære. I kombination med Pers bitre og uelskværdige personlighed, gør de ham i første omgang til en aldeles frastødende karakter; men efterhånden som filmen skrider frem, og han kommer han til at holde af pigen, bliver man som tilskuer helt rørt og glemmer i øjeblikke alt om det unaturlige og forkerte i hele situationen.

Rollen som den forbitrede mavesure vicevært er som skræddersyet til Lars Mikkelsens hulkindede, benede ansigt og pjuskede grå hårpragt. Kenter og Kopernikus skuffer heller ikke et sekund i rollerne som Pers sørgelige tabervenner, Viborg og Gregers, som i mange situationer udgør filmens humoristiske indslag.
En stor del af Viceværtens styrke ligger i dialogen; især i de utroligt velspillede scener med Per og hans søn, hvori Peter Plaugborgs kæmpe talent kommer til udtryk. Både smertefuldt og rørende portrætterer han Carsten, der så ihærdigt forsøger at vinde sin fars accept, men gang på gang afvises iskoldt.
Julie Zangenberg er godt castet til rollen som pigen, for hun ligner grangiveligt en alfeskikkelse. Hendes præstation er dog ikke let at vurdere, da hun er absolut stum og bærer det samme irriterende smil gennem hele filmen – selvom man naturligvis også kan være venligt stemt og betragte dette som en udfordring i sig selv.

Viceværten er en meget, meget mærkelig film, hvilket nok både er dens styrke og svaghed. Den er svær ikke at have en mening om, men samtidig ikke let at have en klar mening om, muligvis grundet et manglende sammenligningsobjekt.
Der er ingen tvivl om, at den er „one of a kind“ i øjeblikkets danske filmudbud og ikke mindst derfor et must-see.