Vicky Christina Barcelona
”Vicky, Christina, Barcelona” er Woody Allens nyeste film om veninderne Vicky og Christina, der er taget til Barcelona for at tilbringe sommeren. Vicky og Christina er ens på mange områder, men når det kommer til kærligheden er deres syn fuldstændigt forskelligt. Vicky tror på stabilitet og følelsesmæssig beregnelighed. Christina derimod søger begæret, rastløsheden og den hovedkulse kærlighed.
En aften møder de den tiltrækkende kunstnerboheme José Antonio, der tilbyder dem at tage med ham en weekend sydpå i det spanske, hvor de skal drikke en masse rødvin og elske – helst alle tre – på en gang. Påvirket af den spanske sommer og spændingen lader Christina sig straks forføre, men også Vicky, som først sætter hælene i, må lige så langsomt må give sig hen til den catalanske romantik. Barcelona bliver for begge piger en udvikling, hvori de skal finde sig selv i balancen mellem fornuft, begær og moral. Og udviklingen bliver til udfordring da José Antonios ekskone Maria Elena pludselig gør sin entre.
Som altid i Woodys film er storbyen, i denne omgang så Barcelona, næsten en del af rollebesætningen, den er utrolig synlig og har stor betydning for personlighederne hos karaktererne, som færdes i den. Normalt vil denne storbyhyldest altid gå til New York, men ”Matchpoint” fra 2005 markerede et skifte, da den her blev skiftet ud med London. Markeringen kom også til udtryk i stilen, som var godt på vej mod thrillergenren. Nu er turen altså kommet til Barcelona og location-skiftet betyder denne gang romantik og komedie. Filmens ”kunstner”, som normalt ville være en små-neurotisk newyorker er skiftet ud med en selvsikker spanier, og intellekten som scoringsmetode er overtaget af lidenskaben.
Filmen fortælles af en voice-over, der meget tørt og underfundigt kommenterer på handlingen undervejs. Dette understøtter komikken og lægger alligevel et filosofisk plan til filmen, hvori der tages hensyn til skæbne og den evige rådvildhed hos mennesket. Samtidig bringer fortælleren tilpas komisk distance når romantik og begær tager en smule overhånd, og man mindes om at det trods alt er en Woody-film man ser.
Der plejer ikke at være mangel på smukke kvinder i hans film og denne er bestemt ingen undtagelse. Vicky spilles af hans nyeste opdagelse Rebecca Hall, Christina af Scarlett Johansson, og Maria Elena af Penelope Cruz. Den ene er smukkere end den anden, og selv for en kvinde er de altså en nydelse at se på. Skuespillet er oprigtigt og de udfylder alle deres roller uhyrlig godt. Især Penelope Cruz, som jo ellers før har skuffet med sit skuespil, er sublim som den varmblodige, temperamentsfyldte og halvpsykotiske Maria Elena.
Skuespillet er alfa og omega i denne film, da selve plottet sagtens kunne gå hen og blive søgt eller upålideligt. Jeg behøver vist ikke begrunde dette med andet end at vi får lov at opleve en pikant menage trois mellem Javier, Penelope og Scarlett..
Dette kunne jo i sig selv være grund nok til at gå ind og se filmen, men også grund til at forvente et karikeret drama. I stedet kommer det som et naturligt skridt på vejen i Christinas udforskningen af kærligheden og parforholdet som en forældet vestlig institution. Valget mellem det konventionelle og trygge overfor øjeblikkets lidenskab bliver på fineste vis behandlet.
Alt i alt en rigtig fin, æstetisk flot og underfundig film. Barcelona klæder Woody og vice versa. Et anbefalelsesværdigt skud varm, spansk passion på en grå, dansk novemberdag.