Værsgo. Her er muligheden for årets mest dragende og intense filmoplevelse. Grib den!

Tre dybe åndedrag fulgte naturligt efter, at rulleteksterne til ’Victoria’ begyndte. Filmen var slut, og jeg kunne endelig trække vejret igen. ’Victoria’ er en forholdsvis simpel historie, men den er fortalt så kreativt og med et så enormt engagement, at den, hvis du giver den din udelte opmærksomhed og i begyndelsen også lidt tålmodighed, giver dig en biografoplevelse af meget sjælden karakter.

One of a kind one take
Først og fremmest er her et faktum om filmen, der i sig selv er så interessant, at man får lyst til at se den bare for at finde ud af, hvordan folkene bag har løst opgaven. Handlingen i ’Victoria’ udspiller sig nemlig i realtid fra klokken 4:30 til 7:00 en tidlig morgen i Berlin. Den er optaget i ét langt ubrudt kameraskud. Der er ingen snyd, bare 140 minutters nøje planlagt spillefilm. Sidste års ’Birdman’ og Alfred Hitchcocks ’Rope’ fra 1948 er eksempler på film, der foregiver at være optaget i et såkaldt one take, men i virkeligheden, ved hjælp af klippeteknikker og redigering, er sat sammen af adskillige long takes – noget der er let at gennemskue, hvis man ser ’Rope’ i dag.

Så at ’Victoria’ ikke foregiver, men er en one take-film, er i sig selv vildt imponerende, særligt med tanke på, at filmen bestemt ikke bare er et lille kammerspil, der kun foregår i ét rum.

Næ nej, vi er med hele vejen når hovedpersonen, der bærer samme navn som filmen, folder sig ud i Berlins gader. Vi ser først den spanske Victoria danse på en natklub alene, om end der ikke går lang tid, før hun møder fire unge lokale drenge, hvis vilde og ukontrollerede opførsel fanger hendes opmærksomhed. En af dem er lige kommet ud af fængslet, og han er stadig på kant med loven. Dette ender, uden at afsløre for meget, med at få store konsekvenser for alle involverede, og filmen byder på alt fra stille øjeblikke i en café, til røveri og affyrede skud. Tænk over logistikken i sådan en opsætning. Utroligt!

One of a kind
Long takes er en populær trend i disse år, og man kan finde mange imponerende eksempler i film som ’Children of Men’ og ’Gravity’. Spørgsmålet begynder dog at melde sig, om det altid er gavnligt for historien, eller om det bare er en gimmick – en stiløvelse.

Mange var uenige om, hvorvidt de kunne lide det i ’Birdman’, men i ’Victoria’ fungerer det upåklageligt. Filmen er et ungdomsdrama såvel som en thriller eller en heist-film, og det bliver helt utroligt intenst og egentlig også lidt ubehageligt, at der aldrig klippes. Lyssætning er der ikke noget af og kameraet ryster en gang i mellem, men det er alt sammen med til at forstærke råheden og følelsen af, at man er fanget i en situation med nogle mennesker, og der er ingen tid til at trække vejret. Det trækker oplevelsen meget op og netop derfor er ’Victoria’ en film, der skal ses i biografen og uden distraktioner. Man må og skal lade sig opsluge.

One
Det er talentet Laia Costa, der spiller titelrollen i ’Victoria’, og hun er intet mindre end forrygende i filmen, hvor hun både smiler, danser og græder sig gennem Berlin. Det er faktisk i det hele taget utroligt, hvad skuespillerne i denne film leverer. Meget af dialogen er improviseret og deres måde at tale sammen føles så realistisk og virkelighedsnær, at det er en fryd. Med improvisation er der dog også fare for kedsomhed og redundans, og i den første halve time af ’Victoria’ kunne man godt have ønsket en lidt strammere dialog. Men det er småting, for resten af filmen er så nervepirrende og velspillet, at man glemmer det negative.

Den tyske instruktør Sebastian Schipper og den norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen kan godt være stolte af dette lille mesterværk. Jeg fik med ’Victoria’ årets største biografoplevelse og var påvirket af den i flere dage efter. 140 intense minutter ændrer på dramatisk vis livet for Victoria uden, at det nogensinde føles forceret, og mine øjne var klistret til lærredet, selvom jeg næsten hele tiden havde lyst til at kigge væk, bare for lige at kunne trække vejret. Det er ikke sikkert, at alle vil få en lige stor oplevelse af ’Victoria’, men der er ikke mange film som den. Faktisk meget få. Faktisk kun én.