Filmen er en poetisk skildring af et af de mest komplicerede forhold, man møder i livet – forælder-barn-relationen. Den er på mange måder elegant underspillet på trods af det overvældende følelsesdrama, der opstår mellem de to hovedkarakterer.

Faren lægger hånden på sin nyfødte søn og kigger ham intens i øjnene, da han siger: ”Sorry I brought you into this world so you could die”. Sønnen kigger intenst tilbage, inden han bryder ud i gråd. Sætningen kommer til at symbolisere Willis’ enormt komplekse personlighed og den splittelse, der opstår i far-søn-relationen.

50 år efter sidder de i et fly på vej til Californien. John (Viggo Mortensen) tager sig kærligt af sin far, der pludselig springer op ad sædet, da han hverken kan finde ud af, hvor han er, eller hvem han er. Den demensramte Willis (Lance Henriksen) skynder sig ud på toilettet for at samle sig om de mange overvældende indtryk. Vi mærker fra starten det uligevægtige forhold mellem de to.

Som demensen sætter ind, ændres rollerne i forholdet mellem far og søn. Willis’ uhåndterlige væsen kommer til udtryk igennem en tvær attitude og bryske jokes til stor fornøjelse for barnebarnet Monica (Gabby Velis).  Hun knytter et nært bånd til farfaren, som det hverken er lykkedes John eller søsteren Sarah (Laura Linney) at få til deres far.

Børnenes væremåde og reaktioner på faren er tydeligt præget af forsvarsmekanismer. John, som den ældste, er trodsig og rebelsk over Willis, og lillesøsteren Sarah er den lettere nervøse pleaser. Den tryghed og kontrol, de hver især har fået skabt i deres voksenliv, bliver konstant sat på prøve når Willis er i nærheden.

Forfriskende realistiske skildringer af familierelationer

Skildringen af forholdet mellem John og hans mand Eric (Terry Chen) er forfriskende naturlig. Der har i mange år været en karikeret måde at portrættere homoseksuelle på (eksempelvis ’Glee’, ’Modern Family’ og ’Sex and the City’), som jeg synes filmen i høj grad gør op med. Der er en elegant naturlighed i forholdet mellem de to, samt i Mortensen og Chens fremførelse af deres karakterer.

Samspillet mellem Lance Henriksen og Viggo Mortensen er yderst effektfuldt. Der er en scene mellem de to på farens gård. Scenen er ladet med negativ energi, og pludselig springer boblen. De to mænd brager afsted med aggressioner og anklager mod hinanden. Et livs frustrationer vendes med en vrede der samtidig er fyldt med både skuffelse og kærlighed. Både Henriksen og Mortensen er fremragende i den scene, som føles enormt personlig og ærlig.

”Heaven doesn’t want him, and hell keeps sending him back.”

Ovenstående citat stammer fra Sarah. Sådan koger hun sin far ned til én sætning. Den komplicerede karakter kan nemt blive både melodramatisk eller overdrevet aggressiv. Men Lance Henriksen portrætterer Willis fuldstændig sublimt.

Henriksen er helt klart filmens store stjerne. Han leverer en kraftpræstation uden lige. Fra de voldsomme udbrud, til de små detaljer som mimik, lyde og gestikulation. Hans skuespil er så nærværende og intenst, at man ikke kan andet end at blive berørt af hans skildring af den bryske mand fyldt med ængstelighed og uro.

Det kærlighedsbånd der unægtelig er mellem forældre og børn (selv når faren er ligesom Willis), skildres nuanceret i filmen. Den unge Willis – spillet af den talentfulde Sverrir Gudnason – er på andejagt med sin søn, og her glemmer han for en stund den hårde facade og giver sig hen til sine faderlige følelser.

I nutiden ser vi den ældre Willis ligge på sofaen med barnebarnet, Monica. Hun ligger med det ene øre mod hans hjerte, og det andet mod hans lommeur. “Hear that … two hearts” siger Willis. Et ømt øjeblik, hvor han for en sjælden stund er i nuet.

Helt ned i tempo

Det meste af filmen igennem er der nogle rigtig fine skift mellem nutid og datid. Oftest har øjebliksbillederne fra datiden et tydelig forhold til scenen, der finder sted i nutiden.

Samspillet mellem flashbacks og nutid fungerer særligt godt i Sarahs segment af filmen. Datidens scener skildrer tydeligt den adfærd der har rodfæstet sig i Sarah, som bliver den lille nervøse pige, så snart hun er i nærheden af sin far.

Enkelte steder taber filmen dog tempoet, og vi dvæler lidt for længe ved nogle scener, så flashbacket mister sin relevans.

Til tider fremstår flashbacks til moren en anelse for idylliske. Den romantiske lyssætning og musik skaber et både smukt men også blødsødent billede af moren Gwen (Hannah Gross). Det kan dog måske undskyldes som en poetisk fremstilling af måden små børn ofte opfatter deres forældre – som fantastiske og ufejlbarlige.

Vellykket poesi

Viggo Mortensen har med sit brede repertoire som både kunster, fotograf og skuespiller tydeligvis en tiltrækningskraft. Denne højst personlige film, tager seeren med på en intens rejse igennem realistiske familie dynamikker uden Hollywood-drama.

Filmen føles som et kærlighedsbrev fyldt med tilgivelse til den forælder, man har lidt for at kunne leve med, men som man elsker for meget til at ville leve uden.