‘Violette’ er Martin Provost biopic om den enerkendte, men for mange relativt ukendte franske forfatterinde Violette Leduc, der startede som sortbørshandler og endte som feministisk ikon.  

En lidende kvinde
Violette (Emmanuelle Devos) har flere problemer end de fleste. Under krigen klarer hun sig som sortbørshandler, men er tynget med ensomhed og selvhad, som hun i høj grad tillægger det, at hun er født uden for ægteskab, og altså er en ‘bastard’. Hun bliver opfordret til at skrive om sine følelser. Mødet med den feministiske forfatter Simone de Beauvoir (Sandrine Kiberlain) bliver essentielt, og Violette skal nu begynde at bearbejde sine trængsler og sorger som kvinde på papiret, som ingen andre før har gjort.

Provost kunne let være faldet i fælden, og lavet en film om en ‘stærk kvinde’, men Leduc er ikke stærk. Hun er kompleks. Op overfalden er hun følsom og fyrig, men inderst, lider af sorg, selvhad og savn. Emmanuelle Devos er helt fantastisk som Violette og portrætterer den iltre forfatterinde med overbevisende energi, karisma og alvor. Hun er ikke en sympatisk kvinde, men hun er ægte, rå og upoleret, præcis som hendes værker. Hun higer nærmest patetisk efter kærligheden, hos mænd såvel som kvinder. Specielt Beauvoir bliver objekt for hendes kærlighedshunger.

Smuk men fængslet i den klassiske fortælling
Billederne og scenografien er enormt forførende og sanselig. Man kan nærmest lugte de mørnede møbler på Violettes kummerlige værelse, og den friske franske luft i den lille by Faucon i Provence. Det er dog ingen overraskelse, da Yves Capes ‘Holy Motors’ (2012) har stået bag kameraet. Han får skabt et fornemt billede af tiden, der holder en fast i filmens 139 minutter.

Trods betagende billeder, en pragtpræstation af hovedrolleindehaveren, og en forfatterinde hvis fortid er værd at kende, falder filmen desværre tilbage på kendte og forudsigelige biopic genretræk om ‘kunstneren i krise’. Formen er ikke udfordrende nok og følger et vandt mønster, der i flere film, der bare er kommet indenfor det sidste år, er blevet slået fast med hammer og mejsel. Jeg har sagt der før, og jeg siger det igen, men jeg savner nogen, der tør tage chancer og sætte deres eget personlige præg på denne slags film (Mike Leigh var dog succesfuld i dette med ‘Mr. Turner’). Men når omdrejningspunktet ligefrem er en person, hvis værker er enormt personlige, eksperimenterende og provokerende, er det nærmest pinligt at filmen er så klassisk fortalt.