Vogterne -

Efter at have set Vogterne vil jeg garantere dig, at den opvask du ikke lige har fået taget, pludselig vil synes let og overskuelig.

Der er særligt én kraftfuld scene, som jeg ikke kan få ud af hovedet, efter at jeg har været inde og se Xavier Beauvois’ ’Vogterne’. Forvredne, gigtramte og smertende hænder, der monotont vrider sig om sig selv. Og det kun til lyden af tør hud mod tør hud. Hud der er hærget af et helt livs hårdt arbejde. Og billedet er ikke bare smukt, afdæmpet og barskt, men er også et godt eksempel på, hvordan hele filmoplevelsens æstetiske udtryk udfolder sig.

Krigen placeret i baggrunden
Vogterne er baseret på den franske roman, les Gardiennes fra 1924 af Ernest Pérochon. En titel der meget fint beskriver hovedpersonerne, nemlig kvinderne. Kvinderne, der i Frankrig under første verdenskrig, måtte blive hjemme og passe gårdene, mens mændene drog i krig. Arbejdet er endeløst, og moren Hortense (Nathalie Baye) og datteren Solange (Laura Smet) kan ikke klare det alene. Derfor hyrer de den forældreløse Franchine (Iris Bry), til at hjælpe dem med det daglige arbejde.

Året er 1915, og frem til 1920 følger jeg kvinderne, og deres kamp for at komme igennem krigen. Ligesom krigen sniger sig ind i karakterernes bevidstheder, sniger den sig også stemningsmæssigt ind i min. Men derudover er krigen skubbet helt tilbage i baggrunden, og jeg ser hverken blod, vold eller ødelæggelse. I stedet viser krigen sin grusomhed på anden vis. Nemlig gennem lidelsesfulde blikke, larmende stilhed og de breve og besøg udefra, der langsomt driver narrativet fremad.

En ophævelse af hverdagens rytme
Kvindernes krig er det daglige arbejde på gården, en krig, der kommer til udtryk i hverdagens monotone rytme. Her finder jeg filmens største styrke, som også er helt central for den meget afdæmpede og særprægede stemning. Særligt det smukke lydspor imponerer mig, og er værd at fremhæve. Her er ingen bombastisk violinmusik, men derimod næsten udelukkende lyde, som leen der høster, mælken der rammer metalspanden og ploven der graver sig igennem den lerede jord.

Dialogen er sparsom, mådeholden og behersket, og kun få steder får musikken lov til at understøtte karakterernes indre liv. Oven i det, er hverdagens rytme akkompagneret af en næsten malerisk kameraføring, udført af Caroline Champetier. Det er en billedside, der kendetegner en førindustriel romantik, som står i skarp kontrast til første verdenskrigs moderniserede skrækkelighed. Og det er da også kun de få gange, at der afviges fra den her æstetik, at det føles det unaturligt, uvelkomment, og magien brydes.

Stærke kvinder og skrøbelighed
Den æstetik der er at finde i hverdagens lidelse, er en måde at skildre et særligt kvindeligt perspektiv. Og det er et perspektiv, der ikke ellers er blevet udforsket meget i forbindelse med krigsskildringer. Det er en fryd at se så stærke, overbevisende og forskellige kvinderoller, som får plads til at udvikle sig. Fælles for alle kvinderne er håbet om, at tiden efter krigen vil blive bedre. Et håb, der er lige så skrøbeligt, som den kærlighed der er at finde.

’Vogterne’ er en fransk forskønnelse, der viser kvindernes krig. En fortælling om lidelse, skrøbelighed og håb. Det er store følelser, der rytmisk slider sig ind i min sjæl, meget langsomt og meget smukt. Som de gigtramte hænder, der uhjælpsomt vrider sig om sig selv igen og igen. Håbet om kærligheden bliver den eneste trøst, men som Francine så fint synger: ’L’amour est fragile’, kærligheden er skrøbelig.