Om insisterende skønhed i en forfalden verden.

Nogen historier er svære at fortælle og måske endda umulige at gengive. Men netop derfor er det desto mere vigtigt, at de får plads på det store lærred. Tegnefilmsmediet har med ’Funan’ og ’Another Day of Life’ fundet dets egen særlige måde at fortælle om virkelige krige, og disses ofre, på.

Begge film skildrer enkelte menneskes oplevelser i en verden opslugt af krig og revolution. Oplevelserne er komplicerede, og afhænger af mange ukontrollerbare faktorer, men med en simpel streg formår begge film at formidle og bære vidnesbyrd til det ellers ubærlige.

Funan
Under det cambodjanske regime Khmer Rouges revolution i 1975 ser en familie sig tvunget på flugt ind under et brutalt kommunistisk styre. Uden meget mad, og med konstant hårdt arbejde, starter nu en kamp for overlevelse til kommunistpartiets opløsning i 1979.

Det første der slår en, når man ser ’Funan’ er, at den er næsten ubærligt smuk af en krigsskildring at være. Her er, på trods af meget vold, sult og død, stort set intet blod, ingen pis og intet lort. Volden bliver skubbet ud af billedet så kun skyggen af det hængte menneske, eller skuddet fra henrettelsen ses og høres. Selv sveden der pibler af de arbejdendes pander, bliver hurtigt tørret væk, og karakterende ligner igen deres polerede selv.

Man kunne anklage filmen for at være for poleret, for at romantisere en krigsfortælling om en families splittelse og dens kamp for at finde sammen igen. Men det ville være en stor fejl. Det er netop kontrasten mellem de maleriske solopgange og krigens nedtonede rædsler, der gør ’Funan’ til en gribende fortælling.

Der behøves ikke tys til voldelige virkemidler, da historien i sig selv er voldelige nok. Det voldelige består i familiens frarøvelse af alt de ejer, af det liv de kun har kendt indtil nu. Den simple streg er med til at understrege volden, og fremhæver volden indirekte ved sit fravær. Det er et effektivt greb, hvor seerens fantasi selv bliver provokeret, og det ukendte, det usete, er nu engang det mest skræmmende.

Samtidigt med at den simple streg underbygger filmens vold og rædsel, er den også med til at opretholde et håb, som er helt essentiel for budskabet. Der er nemlig en insisteren på, at selv når alt ser sortest ud, så er der, og skal der være, håb til stede. Et håb der særligt får plads igennem de berigende naturskildringer, i en insisteren på skønhed, selv når man er blevet slavegjort i et grumt regime.

Derfor kommer slutningen da heller ikke som nogen voldsom overraskelse. Men som karakterene trækker lange baner efter sig igennem rismarkerne og floderne, trækker krigene også sine spor op igennem historien. Og det gør ikke noget at vi ved hvor det ender.

Another Day of Life
Håb er der ikke meget af i ’Another Day of Life’, der følger den polske journalist Kapuscinski (Miroslaw Haniszewski), i hans dækning af krigen i den afrikanske republik Angola i 1975. Angola er i en kaotisk krigstilstand, og deres tidligere kolonimagt Portugal forsøger heftigt at få overtaget i et land, der kæmper for selvstændighed.

Her er tale om en dokumentar, som har til formål at vidne om krigen, og de ofre den må føre med sig. Men undervejs giver dokumentaren også indblik i de virkelige menneskers oplevelser, når førstehåndsvidnerne Farrausco og Luis Alberto optræder med uddybende kommentarer.

Ellers er de virkelige billeder udelukkende brugt til at skabe en stemning, og optræder som korte glimt af en virkelighed, der er svær at fatte. Kontrasten mellem de virkelige billeder og den ellers minimalistiske streg skaber en stor kontrast mellem krigen og krigens fortælling. Det er en fin metakommentar til, hvordan alt vi fortæller, er en mediering og dermed en subjektiv oplevelse.

Hovedplottet er dermed at finde i tegnefilmen, som ikke alene har til formål at følge ofrene, men også Kapuscinskis kamp for at lade ofrene blive hørt af omverdenen. Som Kapuscinski siger: ’They all wanted to be photographed, to remain’, så bliver hans funktion at se dem, at dokumentere deres liv.  Det er et farligt arbejde, og som journalist kan man ikke selv undgå at blive en del af krigen selv. Undervejs opstår der svære valg, konsekvenser og dybe sår hos Kapuscinski.

Hans indre bliver meget symbolsk vist i opløsning, når skrivetasterne svæver rundt omkring ham som nyttesløse blandt patroner og opløste tanks. Jorden han går på smuldre, og fører ham ind i surrealistiske blodrøde verdner, hvor krig og hverdag flyder sammen. Et træk som jeg næppe tror, at en almindelig dokumentar ville kunne gøre kunsten efter.

Det er en film der er fyldt med respekt, både overfor de medvirkende og for ofrene. Og både Kapuscinski og filmen søger, at give en stemme til dem der ikke har en. Som en af filmens sidste også måske vigtigste pointer lyder: ’You must say something if you dare.’

Effektive formidlinger
Hvad der gør dem hver især til effektive krigsfortællinger, som alle bør se, har netop at gøre med deres simple udtryk i en kombination med et stærkt budskab. Budskabet er at vi, verden uden for krigens rædsler, bør se med og skal se med. At vi skal huske de mennesker hvis liv er blevet taget eller traumatiseret.

Deres fælles simple streg, ’Funans’ skønhed og ’Another Day of Lifes’ absurde skildringer af indre traumer, er med til at gøre fortællinger om krig spiselige, om end de stadig er både stærke, uhyggelige og ikke mindst hjerteskærende.