Om hjerneædende dæmoner, voldsbesatte katte og dræbende kunst.

Nogle gange har vi brug for at se vores verden fra et helt andet perspektiv for at forstå, hvad det er der egentligt foregår. Et sådant perspektiv kan genre som fantasy og sci-fi give, men også skildringer af andre verdener, som kunstverdenen, tæller med. Her kommer tre film med hver deres meget forskellige bud på, hvordan vi kan se vores egen tid ud fra en helt anden verden.

The Last Fiction
Fra en iransk filmindustri i fuldt flor er fantasyfilmen ’The Last Fiction’ landet på VOID. Filmen er baseret på den episke fortælling om regenten Zahhak (Hamed Behdad), der ud over at slås med sine indre dæmoner også slås mod de virkelige. Kongeriget går langsomt i fordærv, mens Zahhak fordøjer den ene menneskehjerne efter den anden for at overleve. Men folket vil ikke finde sig i det meget længere, og en gruppe oprører flygter fra byen for at danne en modstandsbevægelse.

Her er tale om en klassisk fortælling om de onde mod de gode, om helte, onde konger og dæmoner, der enten er udvalgte eller forbandende. Det er en kamp som er dømt til at ende galt for Zahhak, da Afaridoon (Ashkan Khatibi), historiens klassiske helt, i et magisk opgør forsøger at redde kongeriget.

Magien flyder rundt i historien og helt ud i fortælleformen, og magien bliver dermed helt afgørende for filmens stil. Især i starten skinner flotte scener igennem, hvor hvide og sorte streger symboliserer det gode og det onde, der i mægtige kampscener trækkes over billedet. Man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med i slagets gang.

Fantasygenren beskæftiger sig med alternative verdner, der fungerer som allegorier, altså som overførte betydninger, for de problemer og udfordringer, vi kender fra det virkelige liv. Her er det magien, der binder karakterernes indre kamp sammen med kongerigets kamp for overlevelse, og det er magien, der fører fortællingen ind i seerens virkelighed. Gennem magien skabes filmens hovedpointe: vi har alle vores dæmoner at slås med, og de må hellere bekæmpes, inden kongeriget går under.

Cat City
Magi er der ikke meget af i den ungarske postapokalyptiske kultfilm ’Cat City’ af Béla Ternovszky. Her har kattene spyttet på konventionerne mellem kat og mus, og er i gang med en masseudryddelse af musene på Planet X. Men musene har et sidste håb, et farligt og afgørende våben, og en kamp om at finde frem til våbenet først går i gang.

Filmen åbner på ’Star Wars’ manér, indeholder en super museagent i bedste ’James Bond’ stil, og op til flere katte-gangsterskurke der i den grad trækker på ’The Godfather’-filmene. Ud over at en overdrivelse af klichér næsten altid er virkeligt sjovt, har parodierne også den funktion, at det sætter tingene i et nyt perspektiv ved at bruge den vestlig massekultur.

I et sovjetunionsk samfund hvor styret langsomt trævler i kanterne, og vesten bliver mere anmassende, kan ’Cat City’ ses som et udtryk for en kultur, der både integrerer og laver sjov med vestligt massekultur. En spændende balance, hvor emner som ideologi, klasse og økonomi kommer på banen. Hvem er kat og mus? Hvilke ideologier er til stede? Og hvorfor har kattene opfundet en guldbarsstøvsuger?

Også mere relaterbare emner som overvågning bliver taget op. Kattene har nemlig igennem aflytning og videoovervågning adgang til alt information. Selv de møder som agentmusene afholder i største fortrolighed på minus 20’ende etage i deres musehuller med helt absurde sikkerhedsforanstaltninger. Men som kommandørmusen siger, så er det vigtigt at opretholde en illusion om, at de kan have noget for dem selv. En skarp kommentar, på en lidt for sand virkelighed.

Men kan filmen stadig noget i dag, andet end at være et udtryk for en spændende tid? Ja, vil jeg klart mene. I en tid hvor kapitalisme i grove træk kan siges at have overherrerdømmet, er det stadig sjovt at drille den vestlige massekultur, og mere eller mindre ufrivillig latter stod da også ud i biografen undervejs.

Ruben Brandt, Collector
Fra en verden der parodierer vestlig massekultur til en mere avangat en af slagsen, nemlig kunstverdenen. I noirfilmen ’Ruben Brandt, Collector’ instrueret af Milorad Krstic, møder vi psykologen Ruben Brandt (Iván Kamarás), der efter sin fars død hjemsøges af kendte malerier med 100 kilometers action i timen.

Det ene øjeblik kærtegner Sandro Botticelli’s maleri ’Venus’ Ruben blidt på kinden, mens han det andet øjeblik, i et livsfarligt kvælertag, bliver hevet ned i havets dyb af et stort søuhyre. De voldsomme overgreb sætter dybe spor i Ruben, som ser sig nødsaget til at følge sine egen psykologiske lære: ‘Possess your problems to conquer them’.

Sammen med hans fire patienter og mestertyve begiver han sig nu ud for at stjæle de 13 malerier, der forsøger at slå ham ihjel, i et univers, der kammer over af både højkulturelle og popkulturelle referencer. Der er noget for alle når både en jazzet udgave af Britney Spears ’Ops I did it again’ overtager lydsporet, samtidigt med at der blandt publikum går sport i at spotte kunstnere som Warhol, Velázquez, Hopper, Van Gogh, og mange, mange flere. Derudover er universets mennesker alle tegnet i en Picasso stil, hvor der både leges med en-, to- og tredimensionale karakterer med to næser, tre ører og andre deformiteter.

‘Art is the key to the troubles of the mind’ belærer Ruben sine patienter med, men her kan kunst også i den grad siges at skabe problemer. I jagten på de malerierne starter også en jagt efter hvem Ruben egentligt er, og hvad der egentligt er galt med ham.

Hvad gør kunst ved os? Og hvordan bruger vi kunsten? Er spørgsmål som ’Ruben Brandt, Collector’ undersøger. Personligt ved jeg ikke hvad der er mest facsinerende, den actionprægede jagt efter malerierne, jagten efter de mange kunstreferencer eller jagten efter hvem Ruben egentligt er.

Hvem er vi egentligt?
Alle de tre film er afhængige af animationsmediet, for at kunne skabe de verdner de fremstiller. Og måske er det her at animationsmediet virkelig træder i karakter. Her at nye verdner virkelig kan undersøges, så langt fantasien rækker.

Når vi oplever vores verden fra andre vinkler og gennem andre verdner, kan det åbne op for en forståelse af, hvem vi egentligt er, og hvorfor vi er sådan. Er vi katte eller mus? Eller har vi vores egne dæmoner at slås med?