af Andreas Baumann
Islandske Rúnar Rúnarson har lavet sin første spillefilm, og det er der kommet en fantastisk smuk film ud af. Volcano handler om den pensionerede islandske vicevært Hannes, som en dag befinder sig i en livskrise. Han er indelukket, virker grov på sine omgivelser og har svært ved at vise sine følelser. I virkeligheden en usympatisk sur, gammel mand, som næsten er for mørk i sindet til, at man gider have noget med ham at gøre. Hans søde kone Anna bærer af en eller anden grund over med hans ubehøvlede facon, og det kommer seeren også til lidt efter lidt. Efter at have opgivet sit liv flere gange og alligevel har fortsat, sætter Hannes sig for at blive et bedre menneske. Ligesom det begynder at gå godt, får Anna pludselig en dag under middagsmaden et hjerteslag. Det ændrer alt i tilværelsen, og Hannes må nu til at tage sig af sin kone, som han i virkeligheden elsker over alt på jorden.
Volcano blev vist i aftes på London Film Festival, hvor den høstede et stort bifald og skamros fra enkelte af biografens gæster. Instruktøren var selv oppe efter forevisningen og svare på spørgsmål fra publikum. Den slags kan tit være spolerende for en god film, hvor en instruktør typisk kommer til at tale for meget – tænk bare på Lars Von Trier i Cannes – men Rúnar Rúnarson klarede frisag og kom tilmed med et par kloge bemærkninger. På et spørgsmål om hvorvidt karaktererne særligt afspejlede en Islandsk sindsstemning, svarede han, at han efter at dømme på reaktioner fra publikum rundt omkring i verden nærmere mente, at hovedpersonens mørke sind er international genkendelig.
Efter sin uddannelse på den Danske Filmskole er Rúnar Rúnarsons bare blevet bedre og bedre, men han har allerede en række meget rørende kortfilm om skrøbelige mennesker bag sig. Volcano minder på mange måder om hans Oscarnominerede kortfilm The Last Farm, hvor man også følger et ældre Islandsk ægtepar, der lever i en isoleret afgren af verden og kun har hinandens selskab og kærlighed. Det er en meget rørende film, som ligesom hans kortfilm Smáfugla har brændt sig ind i min filmiske erindring. Her er det dog to unge teenageres første oplevelser med voksenverdenens ondskab, vi møder. Rúnar Rúnarsons har en helt særlig fintfølende talent for at fortælle sådanne små historier om mennesker, der gør et uudsletteligt stærkt indtryk. Med Volcano har han vist, at han også formår at fortælle sine historier i spillefilmslængde. Det må han gerne blive ved med. Jeg glæder mig allerede til at se, hvad han kan skabe næste gang.
