I Christina Rosendahls dokumentar bliver nærvær et stærkt fortællergreb i at portrættere et relevant og sårbart emne.

”Jeg er ikke mig selv mere”, siger en kvindestemme. Selvom vi aldrig ser hendes ansigt, forstår man hendes angst gennem de blikke, de andre kvinder rundt om bordet har. De kigger kærligt,  samtidigt bekymrende. Forståelse iblandt dem i det lille rum spreder sig og bevæger sig ud til publikum. Det sætter sig og forbliver der i seerens tanker.

I ’VOLD –  I kærlighedens navn’ bliver kameraet en medsiddende lytter under samtalerne de voldsramte kvinder, der er tilknyttet krisecentret Danner, har. Observerende og roligt viser dokumentaren os, hvor svært et mønster er at bryde. Som et puslespil, hvor brikkerne ikke længere passer på de velkendte pladser.

Med fingeren på pulsen
Op af trappen, ned af trappen. Frem og tilbage på gangene. Et telefonopkald her og der. Der er et pulserende liv på Danner. Rosendahl portrætterer krisecentreret som en levende organisme, der er tilgængelig dag og nat. Både de frivillige og professionelle ansatte har sammen med beboerne et fælles ansvar for hinanden.

Som i krisecentrets mentalitet får vi ligeledes som publikum en forståelse for den alvor og risiko livet indebærer for de udsatte. Kameraet er ’fluen på væggen’ og driver rundt bag personalet i arbejdsgangen. Ligeledes som en flue hænger kameraet fast ved det gamle, sure skrald, der skal ud og lytter med til de samtaler, hvor forfærdelige oplevelser skal tales igennem, før de bliver smidt i containeren.

Følelsen af frihed
Og det er præcis disse gamle tanker og kvindernes tvivl på at stå på egne ben, som er dokumentarens omdrejningspunkt. I stedet for at interviewe beboerne, skildrer Rosendahl de udsatte kvinder ligesom personalet – gennem deres hverdag på Danner og i deres samtaler med de ansatte. Skyld, skam, kontrol og magt giver sociale udfordringer og angst for, hvordan disse kvinder får en ’normal’ hverdag igen.

Heri stiller dokumentaren indirekte spørgsmål til seeren – hvad er vores egen forståelse af fysisk og psykisk vold? Et stærk fortællergreb der skaber bevidsthed omkring, hvorfor det for mange mennesker er så tabubelagt. Det sætter ens eget liv i perspektiv og viser, hvor meget man burde værdsætte sin frihed i hverdagen.

Rosendahls fokus på den minimalistiske ramme giver et snævert og til tider ensporet fortælling, men enkeltheden kan modsat stille skarpt på dokumentarens politiske budskab. VOLD – I kærlighedens navn bliver ikke et opråb i sig selv, men med Rosendahls blik fortælles en historie, hvordan vi som samfund har et fælles ansvar i at bryde med tabuet og fortidens normer, og skabe en bedre fremtid for hinanden da det ligeså godt kunne være du eller jeg, der havde brug for den hjælp.