To smukke skikkelser, der bevæger sig elegant og intenst rundt om hinanden til lyden af en blød harmonika i det nostalgiske Buenos Aires i 40’erne. Violinen kommer på samtidig med en tredje skikkelse. Der er linet op til den helt store tangokliche i “Vores Sidste Tango”.

´Vores Sidste Tango´er historien om det verdenskendte tangopar Maria Nieves Riego og Juan Carlos Copes, der som teenagere mødtes i en tango – og det blev den, der holdt dem sammen i de næste 50 år. De blev både partnere i dansen såvel som i livet. Men Juan har ikke nok i én partner, der skal tre til en tango – og pludseligt bliver dansen det, der driver dem fra hinanden.

Min sidste tango
Der bliver lagt op til den helt store kærlighedshistorie fortalt gennem tangoens trin. Men de to hovedpersoners udlægning af livet sammen stemmer ikke overens, hvilket både forvirrer og skaber utroværdighed. I virkeligheden er det mest spændende det, de ikke siger. I stedet for at hedde ´Vores Sidste Tango´ burde filmen måske have heddet ´Min Sidste Tango´, da det stort set er Marie Riego´s fortælling. De få kommentarer, vi får af Juan Copes, hænger ikke altid lige godt sammen med hendes udlægning.

Historien bliver ikke kun fortalt til et kamera i en klassisk interview-situation, men også til en gruppe unge tangodansere fra Buenos Aires, der gengiver Maria Riego og Juan Copes historie ved at danse den. Det er en interessant idé. Men de skiftende scener mellem interview, instruktion af de unge tangodansere og de iscenesatte tangoscener skaber et forvirrende rum, hvor det er svært at skelne mellem virkelighed og iscenesættelse. På samme måde følte jeg mig forvirret over, hvad der egentligt skete mellem Maria og Juan, og hvad der efterfølgende er iscenesat. Dette sammen med de usammenhængende historier, skaber en forvirrende film, hvor man er i tvivl om, hvad man skal tro på istedet for at nyde historien og billederne af det dansende par.

Dansekliché
Tango er et kendt udtryksmiddel i filmens verden, og den er i mange film blevet brugt til at udtrykke had, kærlighed og jalousi mellem elskende. I ´Vores Sidste Tango´ bliver historien om Maria og Juan ikke nær så meget fortalt, som den bliver danset. Det skaber nogle utroligt flotte scener, men det bliver hurtigt lidt langtrukkent, teatralsk og intetsigende – ligesom klicheerne om tango.

Det er en smuk idé at gengive et liv gennem tangoen, men i længden bliver det kedeligt på film.

Jeg er sikker på, at historien om Maria Riego og Juan Copes og deres forhold til tango er dybere, end vi får lov at se. Jeg mistænker, at den udlægning, vi får præsenteret, er lige så koreograferet som dansen i filmen. Så hvis du vil opleve en autentisk tangohistorie, så tag forbi Plaza Santa Ana i Madrid nr. 15. På første sal et par timer før midnat vil du finde en 88 årig ældre herre, der stadig danser som en 20 årig, og som de unge kvinder står i kø for at danse med. Hvorfor? Fordi tango ikke er iscenesættelse og koreografi, men nærvær og kunnen. Og som Juan Copes så fint udtrykker det i filmen, den eneste måde at lære tangoens sprog på, er ved at træde en masse over tæerne. Og tro mig, den aldrene tangolegende gik hjem med blå tæer, efter at have danset med mig.