På den netop overståede CPH PIX var franske Roamin Gavras film; Vores tid kommer nomineret i hovedkonkurrencen New Talent Grand Prix. Den nominering giver god mening, da Gavras med sin skildring af de to outsidere Remy og Patrick periodevist fremmaner et dystopisk ungdomsoprør, der desværre svækkes af instruktørens insisteren på at omdanne filmens sidste halvdel til en mere konventionel roadmovie.

Et af Romain Gavras budskaber, da Nosferatu mødte ham på dette års CPH PIX, var at film ikke kan ændre verden, og at han med sine film kun vil beskrive hvad han opserverer. Med en fortid i musikvideobranchen og et gennembrud med instruktionen af MIAs Born Free, der i sin grundide er at betragte som en beslægtet fætter til Vores tid kommer, tager Romain Gavras springet ud i spillefilmsformatet uden at ryste på hånden. I en trøstesløs nordfransk by møder vi teenageren Remy (Oliver Bartélémy), der med sit udseende og sociale evner minder lidt om en fransk udgave af Facebooks Mark Zuckerberg. Desværre for Remy, så hedder instruktøren ikke David Fincher men Romain Gavras, hvilket betyder, at han i stedet for Justin Timerlakes musikmillionær møder psykologen(eller er det psykopaten) Patrick spillet af Vincent Cassel. Denne er groet fast i sit job og finder i Remy en missionsfælle, i hvad de ender med at kalde de rødhåredes revolution. Det fører i første omgang til en tur rundt i den triste by, hvor Cassels klasse viser sig i en tour de force af fornærmelser af mere eller mindre tilfældige forbipasserende, som da han beskylder en jødisk bilsælger for at være racist.

Den muntre fandenivoldske første aften mellem de to glider langsomt men sikkert over i mere dystre over- og undertoner, da Remy beslutter at de to skal til de rødhåredes hjemland; Irland. Herfra toner den begsorte humor ud og filmen bliver gradvist mere til en dyster udgave af Thelma & Louise tilsat elementer fra Truffauts kendte debutfilm The 400 blows. At filmen tydeligvis opererer på det allegoriske niveau, hvor den pessimistiske konklusion må være, at samfundet på trods af alle fremskridt stadig er en ”alles kamp imod alle”, gør at filmen specielt i scenerne, hvor ultravolden serveres næsten komisk, sender tankerne henimod Stanley Kubricks mesterværk A clockwork Orange. Gavras er således i fint filmisk selskab, og det selvom hans film historiemæssigt halter flere steder. Vores tid kommer er så afgjort en seværdig film for dem, som ikke er bange for udfordringer og dystre samtidsdianoser. Og så er Vincent Cassel alene i rollen som den karismatisk utilregnelige Patrick grund nok til at se filmen og dermed støtte de rødhåredes revolution!

– Nicolai Meldgaard Eskesen