Af Thea Hviid Ødbehr
Et hotelværelse er et af de få steder hvor utallige menneskelige skæbnehistorier mødes, leves i al fortrolighed og udskiftes uge for uge, dag for dag.
Med melankolsk kvindestemme bliver netop en refleksion over dette indledningen til Birgitte Stærmoses spillefilmsdebut, Værelse 304, og det talte albanske sprog anslår samtidig allerede fra start hotellet som sit eget multikulturelle samfund i miniformat.
I Værelse 304 ser vi fint skildret, hvorledes forskellige liv kædes sammen gæster og stab imellem på et københavnsk hotel. Man vil måske nok have lyst til at associere titlen med diverse gyserfilm, og bliver da også fra start slynget ind i et thrilleragtigt univers ved lyden af et skud, der for alvor sætter handlingen i gang. Vi stifter herefter bekendtskab med en håndfuld danske som internationale skæbner – heriblandt to filippinske rengøringskoner, en spansk stewardesse, en receptionist og et ægtepar fra Kosovo, og vi oplever, hvordan en bizar tilfældighed kan være forudsætning for en dramatisk drejning i en af hovedpersonernes liv. Filmens overvejende hovedrolle, manageren Kasper, spilles overbevisende af Mikael Birkkjær (Sommer, Borgen), der har et lidenskabeligt utroskabsforhold til kollegaen Nina, spillet af Stine Stengade (En kærlighedshistorie, Prag). Kasper nærer en dyb fascination af det uskyldige, og søger ligesom filmens andre karakterer efter en forsoning eller afklarethed med sig selv og sit liv. Hotellets utallige rum og forgrenede gange danner en labyrintisk ramme om et sted, hvor skæbner krydser hinanden, og mennesker søger at finde ro og mening i al deres afmagt. Dette multiplot-drama udspiller sig næsten udelukkende i den afgrænsede lokalitet – hotellet, og vi bliver kun enkelte gange lukket udenfor til facaden.
Flere glimrende skuespillerpræstationer leveres af især de udenlandske skuespillere. Stine Stengade derimod synes af en eller anden grund altid at få rollen som den forføreriske, sensuelle femme fatale og man fristes til at spørge, om hun også kan spille andre slags roller?
Filmfotografen Igor Matinovic har sørget for, at filmens billedside er en sand fryd for øjet. Der ses ofte en intens, detaljeret skildring af psykologisk affødte tvangshandlinger, der vidner om karakterernes inderste følelser. Eksempelvis dvæles der i et langt øjeblik ved karakteren Kaspers hænder, som han trykker utilpas – og vi kan udlede, at noget altså trykker Kasper. De små detaljer er i fokus samtidig med, at der også leges med de skæve vinkler og skarpheden i billedet.
Filmen rummer dog derudover også et par charmerende små sidebemærkninger, der får smilebåndet lidt på gled. Blandt andet kan nævnes den loyale – men temmelig stivstikkeragtige – receptionist, der bliver indkaldt til samtale, og får at vide, at han simpelthen bliver nødt til at smile noget mere. Vi får også ind imellem leveret en diskret, sjov kommentar på Danmark set fra udlændinges synspunkt. For eksempel nævnes det regnfulde vejr for en kort bemærkning – noget vi danskere kender alt for godt til.
Vi følger igennem filmens kun 88 minutter altså mange små historier og kommer måske derfor således ikke helt ind under huden på hver enkelt karakter. Det er mange skæbner at lære at kende på så kort tid, og man bliver derfor lidt forvirret i forhold til filmens tematiske linje og det budskab, der helt konkret vil kommunikeres. Nogle af karaktererne bliver man kun meget overfladisk bekendt med og undrer sig ind imellem over, hvem hovedfokus egentlig skal ligge på.
Når det er sagt, har Birgitte Stærmose dog givet et hæderligt bud på et thrillerdrama med Værelse 304. En god, stabil biografoplevelse er hermed sikret for det publikum, der også kan lide at have lidt analyse-stof til eftertanke.
