Af Martin Wolsgaard

I store som små byer overalt i USA sender forældre hver eneste dag morgen deres børn i skole med store forhåbninger. Men et chokerende højt antal af de elever, der går i de almindelige (offentlige) folkeskoler, har praktisk talt ingen mulighed for, for alvor at lære noget substantielt. De såkaldte failure-factories producerer med langt højere sandsynlighed dumpende drop-outs end universitetsuddannede unge. Og på trods af flere årtier med reformer og kæmpe pengesummer, der postes ind i et ødelagt system, har det amerikanske skolesystem ikke forbedret sig siden 1970’erne. Davis Guggenheim (An Inconvenient Truth) sætter spørgsmålstegn ved dette faktum i Waiting for Superman, idet han foretager en provokerende og ekstremt tankevækkende undersøgelse af den amerikanske folkeskolekrise. Historien fortælles i højt tempo gennem overlappende historier: fra en håndfuld unge elever, hvis fremtid afhænger af et skolelotteri, til forskellige lærere og fagfolk, der forsøger at forklare det dysfunktionelle system, de hver dag forsøger at reformere. Ved at takle politiske problemer som lærernes fagforeningers magt samt bureaukratiske forhindringer på statsniveau og kommunalt niveau, afdækker Guggenheim bagvedliggende årsager til, at skolereformer er blevet afholdt fra at have succes i mange årtier.

Personligt vil denne anmelder anbefale, at alle ser denne film i det mindste for at være i stand til at danne sig et billede af, hvad der foregår. Jeg fandt emnet interessant, men det er samtidig en dokumentarfilm, der får svært ved at fungere på det europæiske marked, da det i så høj grad er en hjemmemarkedsfilm, der behandler enormt amerikanske problematikker, der er svære at relatere til. Når det kommer til stykket er Waiting for Superman egentlig mere overvældende end den er opløftende, og kommer i kraft heraf til at stå tilbage som et overbevisende og tankevækkende argument. Guggenheim smider fakta og et hav af statistikker i hovedet på publikum, og viser i sidste ende følgende: Uddannelse af høj kvalitet er mulig for selv de dårligst stillede studerende. Prisen for mærkbar succes er lav i betragtning af, at gymnasie-drop-outs ofte drives ud i kriminalitet, når de ikke kan finde gode jobs.