Af Martin Wolsgaard

Er grådighed godt? I Wall Street: Money Never Sleeps kan du få svaret, for Gordon Gekko er tilbage! Idet den globale økonomi i 2008 er på kanten til total katastrofe, og økonomiske dommedagsscenarier flyver til højre og venstre, samarbejder en ung Wall Street trader (Shia LaBeouf) med den nu løsladte Gordon Gekko (Michael Douglas) om en tosidet mission: at finde ud af hvem der forårsagede krakket og at genforene Gekko med hans datter (Carey Mulligan), der tilfældigvis er den unge trader’s forlovede. Alt er dog ikke nødvendigvis, som det lader til at være, hvorledes det altoverskyggende spørgsmål bliver: Er antihelten Gordon Gekko den egentlige skurk, eller har han i sandhed ændret sig?

Oliver Stone’s længe ventede opfølger til Wall Street (1987) vil utvivlsomt hive en del overskrifter til sig, da det er den første større Hollywood film der dramatiserer den aktuelle verdensomspændende finanskrise. Derudover peger den også fingre af dem, der var med til at forårsage den, forværrede den og løj omkring den. Money Never Sleeps er således en ambitiøs, men ujævn, og overraskende melodramatisk film, der mikser en slags pseudodokumentarisk tilgang til 2008-krakket med en historie, der som Michael Douglas selv har formuleret det, handler om, hvordan penge former familier og samtidig kan ødelægge familier.

Money Never Sleeps har tempo, snappy dialog og et imponerende cast, og Oliver Stone viser endnu engang, at han har flair for detalje, atmosfære og autentisk stemning. Men med hele set up’et til Money Never Sleeps burde den bare være bedre. Filmen virker for tilfreds med sig selv til at plottet for alvor bliver sammenhængende. Dette manifesteres især i kraft af en ubeslutsomhed omkring, hvorvidt historien ønsker at koncentrere sig om et samfundskritisk drama omkring det økonomiske krak, eller om den hellere koncentrerer sig om det personligt facetterede drama ved Douglas/LaBeouf/Mulligan-trekanten.

Det er denne tvedeling af fokus i plottet, der ender med at være Money Never Sleeps’ overskyggende svaghed, da den gør karaktererne mindre fuldendte, og således får flere af deres handlinger til at virke umotiverede og forcerede og, til tider, direkte utroværdige. Samtidig bliver det interessante samfundskritiske aspekt nedprioriteret hen ad vejen, hvilket efterfølgende får en til at sidde med en lidt bitter smag i munden. Som om man får serveret en virkelig lækker ret, som viser sig at smage kedeligt og gråt.

3 af 6 stjerner.