Der er ganske gode intentioner i Madonnas film Wallis & Edward (org. titel W.E.), der har kvindeliv i centrum og påpeger at også kvinder er deres egen lykkes smed – et udtryk der vel kan siges at have fungeret som instruktørens personlige mantra. Madonna har både skrevet og instrueret og har hermed indtaget endnu en scene for sin personlige udfoldelse.

I et samspil mellem historien og nutiden, bruges sidste århundredes royale skandale og store kærlighedshistorie – Kong Edwards abdikation til fordel for ægteskab med Wallis Simpson – til at belyse en ung kvindes liv i New York. Abbie Cornish, der henrykkede denne anmelder i det romantiske drama Bright Star (2009), spiller Wally, en 28-årig trofæfrue, der har opgivet karrieren og ønsker at få et barn med sin modvillige mand William, som i øvrigt aldrig er hjemme og sikkert er hende utro. I fortiden følger vi i punktnedslag den amerikanske Wallis Simpsons liv før og efter mødet med Edward, Prinsen af Wales. Deres kærlighedsaffære får dramatiske konsekvenser og Edward må opgive tronen for at få sin Wallis. Men hvad, spørger filmen vist, må Wallis opgive for at få Edward? De to historier glider ind og ud af hinanden via en række af parrets effekter som er sat på auktion hos Sotheby’s i New York. Blandt de mange genstande tuller den ægteskabsensomme Wally rundt og drømmer om et bedre og mere kærlighedsfyldt liv.

Trods de gode intentioner og en rimelig god historie lykkes det ikke for Madonna at skabe noget originalt og interessant med Wallis & Edward. På manuskriptsiden forceres den, i øvrigt meget konstruerede handling, frem gennem genstande – Wally rører ved en tekop på Sotheby’s – vi ser dernæst den samme kop i Wallis Simpsons hænder – i en gentagende grad som er enerverende. Karaktererne er skrevet som stereotyper der lægger sig op af en damebladsnovelle, symbolikken er klodset helt ned på navneplanet mellem Wallis og Wally, og i det hele taget forløses en på papiret spændende historie med Wallis Simpson i centrum hverken kreativt eller kunstnerisk.

Skuespillerne står i en alt for stor del af filmen i baggrunden til fordel for hvad der ligner instruktørens umådeholdende fascination af objekter. Derudover mangler instruktionen indføling hvilket gør de ellers dygtige skuespillere ude af stand til at levere karakterer med ægte dybde og følelsesliv. Og kærlighedsforholdet mellem Edward og Wallis mangler både kemi og gnister – vi mærker aldrig helt hvad de to vil med hinanden. Madonna har det tydeligt nemmest med at instruere genstande, men den tilgang fungerer selvsagt ikke med skuespillere.

Wallis & Edward synes i mistænkelig grad at indeholde nogle selvbiografiske og selvsmagende tilsnigelser fra instruktørens side. Undervejs er der flere påfaldende sammentræf mellem Madonnas eget liv og det der udspiller sig på lærredet. Udover temaet om at kvinder kan gøre hvad de vil, har filmen, ligesom Madonna selv, en fod i både USA og England og i og med at Wallis og Edward var henholdsvis amerikaner og brite fornemmer man at det mere er Madonnas eget liv, eget ægteskab i England og livet som popdronning der er den egentlige inspiration til filmens tilblivelse.

Wallis & Edward er til tider ganske smukt fotograferet, men den er for gentagende og sjælløs til at holde den almindelige interesse. Da den unge Wallys problemer mod slutningen ser ud til at skulle forløses af et nyt kærlighedsforhold bliver det en komplet punktering af filmens umiddelbart sympatiske præmis og dermed filmens endelige knæk. Fans af Madonna eller fans af filmens gode skuespillere, især Abbie Cornish og Andrea Riseborough, som Wallis Simpson, skal ikke snyde sig selv for at følge med i disses karriere – men ellers er der ikke meget at komme efter.

Af Dorte Winkler