”Ready for action”. “Yes, milord”. “They came from behind!” Når Warcraft-spillene nu i forvejen har skrevet så fængslende dialog, er der da ingen grund til at ændre på det. Det forestiller jeg mig i hvert fald, at Duncan Jones og Charles Leavitt har tænkt, da de satte sig for at skrive manuskriptet til ’Warcraft’.

Der er lagt op til et eventyr med dilemmaer, når ’Warcraft’ fortæller historien om menneskeheden, som bliver angrebet af orcerne. Orcerne er nemlig ikke som sådan ”onde”, og menneskene er ikke alle sammen ”gode”. Jeg forventede en historie, der var mere end bare sort og hvid, og det er måske grunden til, at det var så skuffende, da det viste sig, at ’Warcraft’ er mere sort/hvid end ’Casablanca’. Orcerne er næsten alle sammen onde, og de gode er til gengæld kun gode. De styres af den onde Gul’dan, der kontrollerer den forfærdelige ”fel”-magi, som filmen desværre hverken formår at forklare eller gøre mystisk nok til, at den er interessant.

”Grab your sword and fight the Horde”
Menneskene er tomme skaller, der ikke i så høj grad tager valg, som de gør, hvad der står de skal gøre i manuskriptet. Ben Foster giver, hvad man højest kan kalde en middelmådig skuespilpræstation i rollen som Medivh, og han er desværre den, der gør det bedst. Medivh er den vise troldmand, der hjælper menneskene, men som muligvis er besat af fel-magien. Det bliver desværre ikke til så meget mere end to forskellige ansigtsudtryk, hvilket dog er dobbelt så mange, som de fleste andre mennesker har.

Travis Fimmel er i sin rolle som Anduin Lothar mere optaget af at forsøge at få sine akavede punchlines til at fungere, end han er af at have kemi med sin søn eller sin orc-kæreste. Han er hovedrollen, og selvom der er afsat en masse tid til karakterudvikling, bliver det meste af den simpelthen forceret. Han har en søn, som betyder meget for ham, men da ingen af de scener, hvor han og sønnen optræder sammen, virker, bliver det primært understreget af, at han eksplicit siger ”min søn betyder meget for mig”.

Den allerværste er dog Dominic Cooper, der i rollen som Llane Wrynn går i en stor buge uden om at spille skuespil. Han siger simpelthen bare sine replikker. Han ser malplaceret ud på en slagmark, han ser blank ud gennem hele filmen, og til trods for at han tager alle vigtige beslutninger i filmen, har det ingen vægt, når han giver en ordre.

”For the glory of the Warchief!”
Orcerne er godt animeret. Vi er ikke kommet til et punkt, hvor animerede væsener med hud kan komme til at se fuldstændig realistiske ud, men orcerne i ’Warcraft’ var forholdsvist tæt på. Det er desuden på orcernes side, at vi har den eneste karakter, jeg rigtig holdt med. Durotan er en stærk leder for sin stamme ”the frostwolves”, og han er den første, der kan se, at Gul’dan tager forkerte valg. Desuden har han en søn og en kone, og det er en smule komisk, at de to animerede karakterer har bedre kemi end de menneskelige par. Derudover var det fedt, når Gul’dan lavede magi. I en scene, hvor han mere eller mindre sidder og spiser af en menneskesjæl, bliver det var sgu lidt klamt på den gode måde, selvom det også var en smule komisk.

Derudover var der et par tvekampe, der så godt ud, og de var absolut medrivende, men det er desværre også det eneste pæne, jeg har at sige om ’Warcraft’. Bortset fra Orcerne er filmens CGI ikke særlig imponerende, og hele bygninger kan se kunstige ud. Værst er det til sidst i filmen, når der er et stort slag, og hvor grafikkens kvalitet nærmer sig spillets. Hvis der var stærkt potentiale i ’Warcraft’, døde det desværre hurtigt ud efter første akt.