Et alvorligt emne filtreres igennem barnagtige anime-øjne, og desværre er det kun rosa plysskyer, der kommer ud på den anden side. Klimakrisen nærmest forherliges i ‘Weathering with You’, men visuelt er der tale om et mesterværk.

Mine børn kommer aldrig til at opleve sne. Januar er blevet til november, og snefnug er blevet til regndråber. I stedet for at lave sneengle må de hoppe i vandpytter – hvis ikke vandpytterne er så dybe, at de går dem til navlen. På med badevingerne, Orla Alexander!

’Weathering with You’ fra Makoto Shinkai, instruktøren bag kæmpehittet ’Your Name’ fra 2016, handler i høj grad om klimaforandringer.

Desværre forsøger den kære instruktør ikke at engagere publikum til at have en holdning til klimaets store krise. I stedet bruger filmen klimaforandringerne som poetisk spin.

Men hvilken poesi…

Solskin som mangelvare
I det moderne, nutidige Tokyo vil regnen ingen ende tage. Teenageren Hodaka er løbet hjemmefra, og i Tokyo møder han Hina – en pige med helt særlige kræfter. Hun kan skabe lokal solskin, og da solskin er en mangelvare, skaber de sammen en forretning. Med Hinas særlige evner følger der også en stor bryde.

Himlen er dybere end havet
Helt klassisk for japansk tegnefilm bruges vejret som poetisk fortælleinstans. Sol, vind og regn leder personerne mod deres mål, giver dem overnaturlige kræfter og skaber patos. Detaljegraden er slående i skildringen af både silende regn, blinkende neonskilte og dampende nudelsuppe. Dér skaber filmen en hverdagspoesi som ingen anden.

Den måde, vejret italesættes på, er også utrolig kunstfærdigt. Der bliver sagt sætninger, som ”himlen er dybere end havet”, og ”vores hjerter er forbundet med himlen.”

Vejret er dog ikke kun kilde til skønhed i filmen. Også kaos og ulykke truer i horisonten. I filmen påpeger en ældre, klog kvinde, at årstiderne er ved at forsvinde, men længere dvæler filmen ikke ved hendes udsagn. Og det er netop dét, der er mit problem.

To die by your side is such a heavenly way to die
På mange måder minder ’Weathering with You’ mig om en sang fra bandet The Smiths. Her synges der:

And if a double-decker bus
Crashes into us
To die by your side
Is such a heavenly way to die

I sangen nævnes måder, hvorpå man kan dø i trafikken, og at netop dét er et privilegie, så længe man er ved sin kæres side. Sangen er grov, grotesk og melankolsk.

Uden at spolere handlingen i filmen, kan jeg godt nævne, at ’Weathering with You’ når nogenlunde samme slutning – dog uden melankolien.

Melankolien er afgørende for, at et sådan udsagn ”To die by your side is such a heavenly way to die” virker dybsindigt og filosofisk.

I filmens modus virker et sådan udsagn bombastisk og naivt. Faktisk næsten fornærmende! Specielt, når det er klimaet og ikke en dobbeltdækkerbus, der rammer ikke kun Hodaka og Hina, men os alle sammen.

‘Weathering with You’ fortæller os, at hvis bare vi elsker hinanden nok, så er det så okay, at vi brænder op, oversvømmes og blæses væk. Kan det virkelig passe? I så fald får Orla Alexander brug for mere end blot badevinger.

Jeg kan dog ikke andet end at være fuldstædig betaget af, hvor smuk filmen er rent visuelt. For dét får den mine mange stjerner.