Hvis man skal tro de amerikanske medier er Anthony Weiner en perverteret løgnhals. Men selvom hans navn burde være forbeholdt Bart Simpsons telefonfis med Moe’s Tavern afslører ’Weiner’ flere nuancer end chok.

I begyndelsen af filmen ser vi Mr. Weiner give republikanerne i kongressen et velfortjent fur. Han er en ung mand på tærsklen til en stor politisk karriere. I hvert fald indtil han fratræder kongressen på grund af en god gammeldags sexskandale. Ser man Weiner i lyset af Trumps nystartede præsidentkarriere forbløffes man over, hvordan det kunne gå en god mand med en stor fejl så skidt, når det gik en dårlig mand – med mange flere fejl end sin frisure – så godt. Et lækket underbuksebillede blev første skridt mod Weiners totale undergang. Indenfor politik har ordsproget ”vejen til helvede er brolagt med gode intentioner” aldrig runget med mere skæbnesvanger autoritet.

Den nøgne mand
Den ellers meget lovende demokrat blev i 2011 centrum for en shitstorm af dimensioner, da pikante billedbeskeder af hans genitalier blev lækket ud over hele verdens nyhedsmedier. Han trak sig fra kongressen, men valgte at forsøge at få comeback som intet mindre end borgmester i New York. Det er på mange punkter en klassisk valgkampsdokumentar, men med saft og kraft i klippenes adgang, der får den ellers hjerteskærende ’Lykketoft finale’ til at blegne. Instruktørerne af ’Weiner’ har taget full access- konceptet meget alvorligt. Vi følger politikeren i balancen mellem frontstage og backstage. Det er lige netop der, hvor Anthony Weiner er mest spændende, idet han har et flydende syn på grænsen mellem offentligt og privat. I razziaens mylder går han anti-Clintonsk til værks og tager fuldt ansvar for sine kønslige udskejelser. Ikke kun som kongresmedlem, men også da hans tendenser indhenter ham i kampen om borgmesterposten.

Dokumentarisk linedans
I den dokumentariske tilgang er det tydeligt at fornemme den momentære uligevægt i balancegangen mellem kritisk og objektiv. På mange punkter repræsenterer synet den saglige amerikanske vælgers forhold til Anthony. Han har sendt mere end et ”dick-pick” for meget, men er umiskendeligt en god politiker.

Borgmesterkandidaten Weiner er bedst, når han kan få lov til at være oprigtig og i selskab med de helt almindelige mennesker, som han ufejlbarligt brænder for at hjælpe. Nogle af filmens mest fængende sekvenser viser den spinkle Anthony, der hjulbenet løber foran kampagnevognens tur gennem New Yorks mange ghettoer og opråber de forskellige nationaliteter.

Liderlig men værdig
’Weiner’ er en film om en mand der nægter at lade sig tromle. Han er villig til at salsadanse til dancehall for stemmerne. Selvom han ikke er helt så street som Obama, er der noget ved hans attitude (og måske stritører), der får mig til at lave den kobling. Det er udtryk for instruktørernes store finesse, at man lykkes med at lave et værdigt portræt af en mand, der ikke bare én – men to gange – har dæmmet sit politiske momentum grundigere end Colorados flittigste bæver. På baggrund af noget så sølle som at være digitaliseringens svar på en blotter.

Filmens fortælling er ikke udelukkende den om Anthony Weiners modstridige politiske integritet.  Det er en fortælling om udfordringerne i den nye medievirkelighed – i USA såvel som i resten af verden. Den får én til at huske på, at selvom vi for tiden surfer løs på feminismens fjerde bølge som smilende balinesere, så lever liderlighed og hor stadig i bedste velgående som testamenteret dødssynd i det moderne samfund. ’Weiner’ er en strålende dokumentar, der brillerer i at viderebringe kompleksiteten af filmens virkelighed til seeren og ovenikøbet skabe stof til eftertanke.

Weiner er månedens dokumentar i Cinemateket og kan ses fra d. 26. januar.