Af Sandra Holm
Amerikanerne er som ingen andre mestre udi kunsten at skrive historier af klichéer baseret på urealistiske hændelser eller handlemåder. De får en frygtelig masse film ud af det, og de er alle med til at skitsere vores fælles forestillingsverden, på godt og ondt. Ingen Blockbusterfan kan være i tvivl om at en amerikansk soldat aldrig vil give op i kamp eller efterlade kammerater bag fjendens linjer. Eller at kvinder ramt af ulykkelig kærlighed bruger enormt mange Kleenex. Og det fungerer så længe alle ved det er en kliché, det er først når de forsøger at gengive en reel virkelighed illusionerne kan briste.
Jake Scott er en spændende mand. Han har lavet en del musikvideoer for bl.a. R.E.M, Strokes, Radiohead, The Smashing Pumpkins og Tori Amos. Og en enkelt film, Rob the Rich, tilbage i 1999, men det er ikke derfor man holder øje med ham i Hollywood. Det er på bedste sladderblads vis fordi han er søn af Ridley Scott. Og det er altid interessant at se om talentet nu virkelig ligger i blodet. Måske, Welcome to the Riley’s blev i hvert fald nomineret til juryprisen på Sundance-festivalen sidste år.
Den ene lange triste dag synes at tage den anden i familien Riley’s pæne forstadshjem. Et tab uden lindring har sat tydelige spor. Et larmende tomrum har drevet Doug (James Gandolfini) og hans hustru Lois (Melissa Leo) ud i hver deres form for flugt. Lois har lukket omverdenen ude og isoleret sig i hjemmet. Doug finder trøst hos servitricen Vivian, der servere ham vafler hver torsdag efter poker og giver ham den opmærksomhed og kærlighed der har forladt hjemmet og ægteskabet. På en forretningsrejse til New Orleans møder Doug den unge prostituerede Mallory (Kristen Stewart) og beslutter sig, meget uopfordret, for at redde hende fra en barsk skæbne. En beslutninger hvis konsekvenser selvfølgelig breder sig som ringe i vandet. Fortiede ord og undertrykte følelser vender langsomt tilbage, men med dém kommer også den smerte de begge har forsøgt at glemme.
Historien er som sådan ikke noget at råbe hurra for. Når først de usagte ting er kommet frem i lyset, ligger både historiens udvikling og afslutning lige til højrebenet. Den rolige skildring af en grå stagneret hverdag (et velkendt Sundance-indiefilm-træk), forekommer ind imellem direkte sløv og selv med et minimumsbehov for drama, er der en nedre grænse for hvór roligt man kan reagere når man bliver tvunget ud af sin virkelighedsflugt.
Det velfortjente skulderklap den trods skal have, tilfalder et yderst velcastet team af skuespillere. I rollen som den unge Mallory finder vi Kristen Stewart, der, trods sin unge alder, er et velkendt ansigt. Hendes gennembrud kom allerede da hun som 12-årig spillede over for Jodie Forster i den psykologiske thriller Panic Room. Senest er hun blevet verdenskendt som Bella Swan i Twilight-fænomenet. Hun gør det fint, men æren for filmen må uden tvivl tildeles James Galdolfini og Melissa Leo. James Galdolfini er en af Hollywoods kamæleoner. Han dukker op i tide og utide, men aldrig uden, på en eller anden måde, at slå alt luften ud af én. Han fik sit helt store gennembrud som Tony Soprano i HBO-serien Sopranos der kvitterede ham med en Golden Globe og 3 Emmy’s. Senest kan han findes i bla. Where The Wild Things Are og The Taking of Pelham 123. At se så stor en mand, så lille og såret, i sin pyjamas, er hjerteskærende. Den fysiske kontrast mellem Galdolfinis korpulente korpus og hans milde kærlige karakter er indtagende. Og over for Melissa Leo går deres forhold op i en højere enhed. Melissa Leo, der netop har vundet en Oscar for sin rolle i The Fighter, synes at være den kvindelige udgave af Galdolfini. Mentalt, ikke fysisk. Lige så rå og trashed som hun var i The Fighter, lige så forsigtig og pænt er hun i Welcome to the Riley’s. Hun har en utrolig mimik. Man behøver blot skimte hende bag køkkenets blondegardin en enkelt gang, eller overvære hendes møde med virkeligheden i form af en airbag, for, fuldt at have overgivet sig til den ulykkelige kvinde.
Desværre har Jake Scott ikke forsøgt at lave et eventyr, men en socialrealistisk indiefilm, og det bliver til skønne spildte kræfter fra skuespillernes side, når klichéerne hober sig op og gør en så realistisk film så urealistisk.
