Der er dømt isolationshorror med et glimt i øjet, og Edgar Wright-inspirationen er tydelig. Selvom miskmasket af stereotypiske karakterer hurtigt trætter, er Sam Richardson grund nok til at blive i biografsædet.

De fleste kender nok til multiplayer-spillet ’Werewolves Within’ eller selskabslegen ’Werewolf’ – en form for rollespil i høj fart, hvor målet er at udpege varulven blandt den almindelige befolkning.

Det danske svar på det er den gode gamle ’Morder’-leg, men i begge tilfælde fungerer diskussion og sammenhold som de vigtigste værktøjer.

Nu er varulvespillet så blevet filmatiseret, og instruktøren Josh Ruben leverer en horror-komedie med tydelig inspiration fra Edgar Wright og ’Shaun of The Dead’ såvel som ’Arachnophobia’ og Coen-brødrene.

Og nok er der langt fra ’Werewolves Within’ til Wrights klassiker fra 2004, men hovedrollen skinner alligevel så klart igennem, at det ikke bør gå dig så meget på.

Gyserkomedie uden gys

Undertitlen for ’Werewolves Within’ lyder “a whodunnit with teeth” – det skal selvfølgelig tages bogstaveligt.

Vi følger landbetjenten Finn Wheeler (Sam Richardson, ’Veep’), der flytter til den lille provinsby Beaverfield på grund af sin nye stilling.

Hans møde med den nye postarbejder Cecily (Milana Vayntrub, ’This Is Us’) bliver et sammenstød mellem outsiderne og de konservative landboere. Når man så oven i det  tilføjer de velhavende New Yorkere, der lokkes til af byens charme, og forretningsmanden, der vil rydde den ellers elskede natur for at anlægge rør, så varsles der hurtigt konflikt.

Og så er der jo også lige de lig, der begynder at dukke op.

Man kan ikke undgå at tænke tilbage på Rian Johnsons succesfulde ’Knives Out’ og via den tilbage til klassikeren ’Clue’, som naturligvis også er baseret på et (bræt)spil.

Så måske er det derfor, at filmens horror-del falder til jorden. ’Werewolves Within’ har da noget vold her og der, men hvis man ser den udelukkende for gyset, så er den desværre en tand fesen for en horror-fan, især når ingen jumpscares er specielt effektive.

Comedy-delen fejler dog ingenting, og filmen fungerer desuden glimrende som et detektiv-drama – det er dog svært at vurdere, hvorvidt det er en fordel eller en ulempe, når man som biografgænger havde forventet en helt anden genre.

Omvandrende stereotyper

Ligesom sin forgænger ’Clue’ er Josh Rubens whodunnit selvfølgelig beriget af et ensemble-cast: der er alt fra hotelejeren og hendes utro ægtemand, rednecks, hippe yogalærere, hysterisk hundemor og jægeren dybt inde i skoven, som ingen rigtig taler med.

Et sådan cast er typisk det mest underholdende, man kunne tænke sig – når det altså håndteres ordentligt.

Og mens ’Clue’s skarpe og farverige cast har banet vejen for alle andre whodunnits siden, så lever ensemblet, ligesom de manglende horror-elementer, desværre ikke helt op til det, der kom før dem.

At det er stereotypisk er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men castet bliver simpelthen så pokkers forudsigeligt, at man på et tidspunkt næsten ikke gider mere.

De eneste karakterer, der springer i øjnene og ikke vandrer rundt som todimensionelle dukker, er netop de to outsidere – de kæmper da også for deres liv på skuespilsfronten. 

Newcomer redder dagen

Men nu skal det også nævnes, at jeg havde det skidesjovt, da jeg så filmen – særligt pga. Sam Richardson.

Han er bare sådan en type, man kun kan holde af. En goody two shoes, der savner sin kæreste, let overvældes af konflikt og bare emmer af at ville tage alles smerte på sine egne skuldre, hvis han kunne. Og det gør en stor forskel.

’Werewolves Within’ ender ikke med at sige meget meningsfuldt om det at være outsider i provinsbyen eller kapitalisme i provinsbyen eller noget som helst lignende. Men fordi den gør konsekvent grin med sig selv, krydser den målstregen, også selvom størstedelen af humoren afhænger af landbetjenten alene.

Jeg både grinede og vendte øjne af den – så hvad fanden, selvom jeg ikke jubler højt, kan jeg da altid gense den med en vennegruppe og en kasse øl uden at skræmme anti-horror kredsen væk. Filmverdens svar på at play it safe.