Gå med fred, Omar 

Instruktør Omar Shargawi tør bruge sig selv, og det gør dokumentarfilmen ‘Western Arabs’ til en af de mest medrivende dokumentarer, jeg nogensinde har set.

Filmen er Omars forsøg på at forstå sin far Munir, der kom til Danmark fra Palæstina med en tung mental bagage.

Gennem fragmenter bestående af hjemmeoptagelser, filmklip og fotos udfoldes historien om, hvordan farens traumer har påvirket Omar, hans brødre, og måden Omar opdrager sin datter.

Et fragment, der illustrerer konflikten mellem Munir og Omar, er en familiemiddag optaget på hjemmekamera. Et venskabeligt drilleri mellem brødrene ender ud i en ophedet diskussion, der næsten bliver fysisk. Kameraet fokuserer på opspilede børneøjne og nervøse kvinder. En lille pige lægger sig på køkkengulvet og græder.

Jeg er imponeret over, hvor tæt på sine personer og sig selv, instruktøren tør gå. Omar Shargawi skiftevis gransker sig selv og sine dæmoner i et helt klart lys, og andre gange løbes han over ende af dem og gør ting, han fortryder.

Nærvær

Omar kan ikke få sin far til at tale om det, han har oplevet i Palæstina. På hjemmevideoen hører vi gentagne gange Munir bede om at få slukket kameraet, men Omar filmer videre i det skjulte, mens han spørger ind til tiden i Palæstina. Men den bryske far siger aldrig det, som sønnen gerne vil høre.

Derfor må Omar jo instruere en film, hvori Munir spiller en hovedrolle, så han kan høre faren sige nogle af de ting, han ellers aldrig taler om. Omar siger selv, at han bruger sin film ‘Gå med fred, Jamil’ som et redskab til at nå sin krigstraumatiserede far.

I fragmenter af filmen hører vi Munirs karakter åbne op for de emner, der altid har været uudtalte i virkeligheden. Men scenerne bag om optagelserne viser, at filmprojektet aldrig bliver et forsoningsprojekt for far og søn.

Der er ingen årstal eller indikation af sted, der holder seeren i hånden i ‘Western Arabs’, og heller intet tydeligt skel mellem fiktion og virkelighed, men alle fragmenterne, fiktive som virkelige, samler sig på fineste vis i et større og mere komplekst billede af Munir.

Tæt på 

En af tidens mest omtalte dokumentarer er ‘Leaving Neverland’, som på mange måder var en velproduceret og foruroligende fortælling. Men de pænt opsatte interviews med de forurettede, fungerede på ingen måde som den portal ind i en smertefuld fortid, som Omar åbner i ‘Western Arabs’. De sepiafarvede familiefotografier og de tematiserende nøglescener giver dokumentaren et nærvær uden lige.

Måske netop fordi dokumentaren befinder sig mellem det drømmende fiktive og det virkelige, bliver fortællingen så vedkommende for alle, uanset baggrund.

Instruktøren har skabt en film, der må appellerer til alle, fordi den behandler identitet, traume og social arv på en nærværende og spændende måde gennem brugen af virkelige og filmiske klip.