Instruktøren Jon Cassar, der primært er kendt for at instruere afsnit af ‘24 Timer’, leverer en ordentlig omgang middelmådig thriller med filmen ‘When the Bough Breaks’.
Da jeg kom ind til pressevisning på ‘When the Bough Breaks’ svarede jeg lidt kækt til damen fra distributionsselskabet, at jeg var specielt interesseret, da den havde fået tag-linen “Rugemor(d)”. Damen gjorde det imidlertid ganske klart, at det ikke var distributøren, der havde fundet på tag-linen, men derimod Kino.dk. Efter at have set filmen er jeg dog ikke i tvivl om, at den lidt latterlige tagline er væsentligt mere rammende for denne filmoplevelse end den reelle titel.
Rugemor(d)
Plottet er i sin grundform meget simpelt. John og Laura kan ikke få børn, så de behøver en rugemor for at opnå deres drøm om et ønskebarn. Den unge og smukke Anna Walsh virker som det perfekte valg, men der gemmer sig skumle hemmeligheder bag facaden hos Anna, og det sætter John og Lauras forhold på en alvorlig prøve.
Det er set før og er til tider direkte dumt. De forskellige karakterers motivationer for at udøve deres gerninger i filmen, er ofte mildest talt tynde. Alligevel besidder filmen i sin grundform en naivitet og mild grad af idioti, som holdte mig konstant underholdt igennem de ca. 100 minutter.
Ey-yo, Omar comin’
Særligt (ufrivilligt) morsomt blev det henimod tredje akt, da ingen ringere end Michael K. Williams, bedre kendt som Omar fra tv-serien ‘The Wire’, gør sin entre. Williams agerer i denne film en blanding af omvandrende plot-device og ekspositionsmand. Hver gang han åbner munden, er det der kommer ud ingenlunde passende for karakteren, han spiller, men er tydeligvis blot konstrueret for at seeren får et stykkel vital information for plottet.
Men alligevel er Williams’ enorme karisma nok til, at jeg ikke bliver irriteret på denne latterligt konstruerede karakter, men derimod griner af det absurde i den info-dump, han konstant skal give. Men jeg håber så inderligt ikke, at denne film kommer til at skade Williams karriere, og at vi i fremtiden kommer til at se ham i flere velskrevne film, for han er usandsynligt cool.
Oscars still so white?
Der er noget utroligt ærgerligt ved at denne film, som består af et hovedsageligt mørkt cast, har så middelmådigt et manus. Alle skuespillerne leverer ellers hæderlige præstationer lige fra Regina Hall til førnævnte Michael K. Williams, men det er svært at tage dem seriøst, når replikker som “I love you so much” konstant skal leveres af dem.
Det er nemt at forstå, hvorfor bevægelsen for flere gode roller til folk med mørk hudfarve eksisterer, for hvis dette er det bedste de mørke skuespillere kan få at arbejde med, er der rigtig langt til flere Oscar-nomineringer. Når det så er sagt, er filmen stadig okay til en tømmermandsramt søndag på Netflix, men bestemt ikke værd at opsøge i biografen.