Af Dorte Winkler

Spike Jonze har tidligere begejstret med filmene Being John Malkovich (1999) og Orkidétyven (Adaptation, 2002), film som mildest talt er småsyrede, vender op og ned på alle gængse regler for et narrativt forløb, og alligevel bevarer en skøn form for indre logik, som kun højner oplevelsen. Nu er Jonze endelig tilbage med sin kun tredje film, som instruktør, filmatiseringen af børnebogsklassikeren Villy Vilddyr af Maurice Sendak, eller som filmen og den originale titel mere interessant hedder: Where the Wild Things Are.

Filmen åbner med drengen Max, iført ulvekostume, på vild jagt gennem stuerne efter familiens hund – og sådan!, uden omsvøb, er vi styret lige lukt ind i barndommen, som er filmens kerne. En film om denne, på en og samme tid, utroligt enkle og komplicerede fase af livet.

Max (Max Records) forsøger at finde ud af tilværelsen ovenpå forældrenes skilsmisse. Både hans storesøster og mor (Catherine Keener) lader til at have fundet vejen videre, og den følsomme Max er ret ensom, og temmelig frustreret over det hele. Max elsker vilde lege, og at bygge fantasifulde konstruktioner, og så drømmer han om at rejse langt væk når han kigger på den globus hans far har givet ham. En aften udvikler en konflikt med moren sig til et punkt hvor Max kun kan gøre en ting, nemlig løbe hjemmefra. Iført sit elskede ulvekostume begiver han sig af sted og havner på en ø, der er beboet af en lille gruppe sære, store væsener, som måske ikke er helt ufarlige – for de har det vist nok med at æde dem de ikke kan lide. Max gør sig hurtigt til konge over øen og former et særligt venskab med Carol (som er af hankøn!) og som nøjagtig lige som Max elsker god ballade og at smadre ting. Tiden på øen er fyldt med lykkelig forundring, nye skæve venner og de fedeste, vilde lege – men det varer ikke længe før Max må indse at, heller ikke her, er livet og relationerne gnidningsfrie, og at det, i det hele taget, ikke er det nemmeste i verden at være konge.

Med Where the Wild Things Are genskaber Spike Jonze på herligste vis barndommen for alle der har fået den på lidt for lang afstand. Filmen veksler mellem at være utrolig morsom og meget rørende, gerne i hurtigt rap, sådan som det jo er når man er barn og den bedste leg nogensinde pludselig er tabt for altid, fordi en i legen enten har slået sig, føler sig overset eller pludselig savner sin mor. Det er de yderpunkter vi navigeres til og fra. Det voksne publikum har ingen problemer med at afkode filmen, og at gennemskue at disse væsener alle er gestaltninger af Max hans familie, men det væsentlige er hvordan Max bearbejder oplevelser fra den ”virkelige” verden mens han er på øen.

Filmen adskiller sig fra Jonzes tidligere film ved at være en klassisk lineær fortælling, men til gengæld får ø-universet og de sære væsener dér alt hvad den kan trække. Når Max leger med sine nye venner er det ren actionfilm med kæmpe-Muppets og håndholdt kamera så det kilder i maven. Øen er ikke et eksotisk farverigt Avatar univers, men ligner mest en vinterdag i Dyrehaven, men der er alt hvad en dreng kan ønske sig af pinde og naturmaterialer til at skabe sin egen verden. Dialogen mellem Max og de andre på øen er guld værd – fx når man leger de gode mod de onde og pludselig når til en slags skakmat hvor kun list kan få legen videre.

Med simple, men meningstunge verbale udvekslinger, og masser af fysisk udfoldelse, minder Spike Jonze os om at børn, især i konflikter,  kommunikerer gennem fysiske handlinger. Også selvom det er meget populært at lære børn at “bruge deres ord”.

Der er ikke et falsk øjeblik eller en kikset replik i hele filmen. Den er klokkeklar og smuk fra ende til anden – integriteten og respekten for barndommen siver ud blandt samtligt pixels. Where the wild things are er Spike Jonze på en ny måde, og hvis alt den mand kommer til at instruere er så genialt, venter man gerne mange år på den næste.

6 ud af 6 stjerner