Den stærkt systemkritiske instruktør Michael Moore tager på invasionsturné for at lade sig inspirere af samfundstiltag. Du gætter aldrig, hvad han opdager!

Det ukritiske togt
Præmissen for Michael Moores nyeste oplysende dokumentar til det amerikanske folk, er først og fremmest ekstremt simpel: ”Hvilket land skal USA invadere næste gang?”. Men modsat Vietnam, Irak, Afghanistan etc., er der ikke tale om en militærinvasion, men tværtimod en invasion for at skaffe folkelige idéer og inspirationskilder til det tilsyneladende visionsløse nordamerikanske land. Togtet har mange mål, fra retten til ferie i Italien til kvindekampen i Island, belæres vi om de fantastiske tiltag, der sikrer folket et dejligt positivt liv. Det bliver nemt for Moore, at finde de positive tiltag og tage dem tilbage til staterne, når han beslutter ”… at plukke blomsterne, men lade ukrudtet stå”. På den baggrund kan man nemlig tillade sig, at gå ukritisk til alt hvad man rører og skamrose det.  

Lad ukrudtet stå
Den ukritiske tilgang er svær at sluge, især når man ved hvordan Italien forsat kæmper med massiv ungdomsarbejdsløshed og dårlig økonomi, når Island er et utroligt homogent samfund kun bestående af 323.000 borgere, når du kender til Tysklands massive problemer med såkaldte working poors, eller Tunesiens forsatte kamp for reel demokrati. Men nuvel, filmen er ikke lavet til det lille hvide danske socialliberale samfund, tværtimod til den åh så isolerede amerikanske befolkning, dette skal accepteres, før du kan nyde denne dokumentar. Dermed kræver Moores nyeste film, at du, som i agtager, både er inde i dansk og amerikansk samfundsstruktur, hvis den skal give dig noget. Dette skal jeg nok vende tilbage til, præcis som Moore altid vender tilbage til kommentarer om Bush.

Du gætter aldrig, hvordan Moore mister fokus
’Where to Invade Next’ er oplysende, hvis du som amerikaner aldrig har skænket udlandssektionen i din avis et blik. Mest af alt minder dokumentaren om en forlængelse af en typisk ’Buzzfeed’ artikel, hvori Moore viser os ni fantastiske tiltag i ni lande. Når Moore håndplukker idéer helt ukritisk, så bliver filmen heller aldrig dybere, end sneen har været denne vinter i København. Det fungerer nogenlunde, som i, det kan holdes ud. Desværre betyder dette at Moore let simplificerer de store og inspirerende arbejder- og ligestillingskampe, der er blevet taget overalt i Europa. Og vigtigst af alt i store dele lykkedes, modsat i USA. I samme ombæring, mener instruktøren at Islands genopståen efter det økonomiske kollaps i 2009, skyldes kvindernes bløde tilgang til bankverdenen, hvor de selvfølgelig tænker på deres medmennesker. Det er måske at simplificere det kvindelige køn lige lovligt groft. I stedet for at fokusere på alt den positive inspiration som han ville finde, begynder filmen desværre at sende stikpiller til Wallstreet, Bush-administrationen, etablissementet i USA og det moderne slaveri i fængslerne. Dermed går Moore i sin egen typiske ”fælde”, i stedet for at skabe inspirerende stof til eftertanke, skal der pludselig skydes med skarpt.

Lidt inspiration er meget bedre end intet
Men hvorfor skal ’Where to Invade Next’ så alligevel have hele 3 stjerner? Filmen er ikke lavet til mig eller dig, filmen er lavet til den almene amerikaner i håb om at oplyse og inspirere. Dokumentaren skaber på den baggrund stof til eftertanke, og vigtigst af alt tanken om at samfundets tilstand rent faktisk kan ændres, det kræver blot folkets vilje. Du læser jo også Politiken og erindrer den ene gang, du kom igennem hele lørdagsudgaven af Informeren, derfor kan du godt se dokumentaren i en dansk kontekst. Dette gør, at du måske selv vil overveje, om vores fængselssystem er bagud i forhold til det norske, eller hvorfor alt det som fagbevægelserne engang kæmpede for, forsat er værd at sætte pris på i relation til betalt ferie eller gratis uddannelse. Vigtigst af alt viser Moore, at man som land og folk bør lade sig inspirere af den fantastiske omverden, vi befinder os i, og ikke blot købe at de danske politikere f.eks. ved bedre end deres finske kollegaer, når folkeskolen skal reformeres, *HOST*. Men alt det med manglende politisk inspiration, viljen til at ændre betændte strukturer og sukken efter idealister lader vi en anden skrive en lang kronik om. Så kan du jo læse den i Information eller Politiken, når ’Where to Invade Next’ har givet dig indtrykket af at noget rent faktisk fungerer bedre udenfor særligt USA, men også det danske kongerige.