BAM! Noah BAUMbach er tilBAW! Klar til skarpt at rette kasteskyts og kærlighed mod det moderne menneske i en sprudlende ny komediecocktail.
Det midaldrende new yorker-par Josh (Ben Stiller) og Cornelia (Naomi Watts) er kørt lidt surt i det. Mens vennerne spytter babyer ud til højre og venstre, har parret efter flere ufrivillige aborter selv droppet hele børneprojektet. Derudover begynder midtlivskrisen at sive ind gennem sprækkerne i deres ellers så tjekkede new yorker-lejlighed.
Mødet med et ungt par, Jamie (Adam Driver) og Darby (Amanda Seyfried), vender imidlertid op og ned på alting. Sutteflaskevennerne skiftes ud med de to unge, kreative hipstere, med hvem Josh og Cornelia udlever deres anden ungdom.
Generationernes kamp
Som instruktør og manuskriptforfatter optegner Noah Baumbach på Woody Allensk vis et knivskarpt billede af samtiden og det fordømte menneske. Denne gang er det under overskriften “Generationsclash”.
En lille fiks teknologi-montage viser os, at selv når “de gamle” følger med tiden, formår den sgu alligevel at løbe fra dem. Mens iphones, tablets og bærbare er blevet faste bestanddele i Josh og Cornelias tilværelse, har de unge hipstere skrottet det nye skidt til fordel for nostalgiindsmurte lp’er, pladespillere og skrivemaskiner.
Ungdommen har overtaget verdensherredømmet, og de gamle er heldige, hvis de sådan nogenlunde kan følge med. Det går efterhånden op for Josh, der i starten smigres over Jamies interesse for hans virke som dokumentarist. Senere ser han misundende til, mens den unge instruktøraspirant suger succes til sig som sodavand.
Egoisme-prisme
Det er imidlertid hverken de gamle eller de unge, der som sådan står for skud. Det er snarere menneskets grimme ego, der udstilles. Som Josh’ baby-ven så rammende udtrykker det: ”I love the baby, but I’m still the most important person in my life”.
Mig, mig, mig. Opportunisme, besiddertrang og selviscenesættelse tematiseres gennem filmens metafiktive fremstilling af de to duellerende dokumentarfilmskabere, Josh og Jamie, der i bund og grund er lidt for glade for sig selv til at lade andre spille med.
Gennem denne egoisme-prisme studeres også parforholdets dynamikker. Og her bliver det særligt interessant. For hvordan pokker kan man dyrke fællesskabet og tosomheden i en verden af egoer? Og hvordan skal vi egentlig forstå babyparadokset i den sammenhæng: er det at få børn en altruistisk overgivelse til fællesskabet eller er det blot endnu et skridt på vejen i det moderne menneskes evindelige selvudviklingsproces?
Filmen som spejl
Men hov, vil alt det så sige, at Baumbach tegner et pessimistisk billede af menneskeheden? På ingen måde. Filmen er sprængfyldt med tilgivelse for den fjollede races syndige og navlepillende luksusproblemer. Der er masser af plads til humor, varme og kærlighed i denne lille filmperle, der har samme sprudlende energi som Baumbachs kritikerhit ’Frances Ha’ fra 2012. Denne gang er der bare mindre stilisering og mere indhold.
Som Josh siger, handler det om at få alle dokumentarfilm til at handle om ham – og med ham, tilføjer han, mener han os alle sammen.
’While We’re Young’ handler da også om Noah Baumbach og hans erkendelse af, at han snart heller ikke er en af de smarte, unge filmfolk længere. Men det er samtidig en film om dig og mig, der uanset alder og køn (selvom mændene nok særligt skal se sig ramt) kan spejle os i de unge og midaldrende fjolser, der gøgler rundt på lærredet.
Men hvad kan vi så få ud af det? Skal vi bare endnu engang grine af os selv og lade det være det? Nej, siger Baumbach. Nok bliver vi ved med at være en flok krævende egoer. Men med alderen kommer der (forhåbentlig) en voksende erkendelse af vores egen utilstrækkelighed og ydmyge plads i fællesskabet. Og skulle erkendelsen ikke komme helt af sig selv, er det jo godt, vi har filmspejlet til at hjælpe os på vej.