Ingen kommer igennem livet uden modstand. Det gælder også i filmens verden, hvor konflikt og modstand er essentiel for historiens- og karakterernes udvikling. Men hvor meget modstand skal der til for at skabe udvikling, og hvornår bliver det for meget, så den begynder at rive ned i stedet for at bygge op?

I ‘Whiplash’ bliver dette spørgsmål udforsket til det yderste i mødet mellem den unge dedikerede jazztrommeslager Andrew Neiman (Miles Teller) og den benhårde musikprofessor Terence Fletcher (J.K. Simmons). Andrew er lige startet på en prestigefyldt musikskole i New York og vil gøre hvad som helst for at blive den bedste jazztrommeslager i sin tid. Terence er leder af skolens førende jazzorkester og accepterer kun det absolut bedste fra sine elever. Hån og spot er et fast pædagogisk redskab i hans timer, og han er ikke bleg for at spille sine elever ud mod hinanden eller stikke dem en løgn – bare for at holde dem på tæerne.

Andrews åbenlyse talent sikrer ham hurtigt en plads i Terrences orkester, men selvom han er den yngste og nyeste i orkestret, bliver der ikke givet ved dørene, snarere tværtimod. Andrew må igennem det ene ydmygende optrin efter det andet fra Terrences side, men som det bliver sagt flere gange i filmen, så blev Charlie Parker først rigtig god, efter at en trommeslager smed et bækken efter ham, en dag han spillede forkert. Andrew bliver presset til det yderste i Terrences timer, og må spørge sig selv om det virkelig er værd at opgive venskaber og et spirende kærlighedsliv i jagten på succes.

Rost sundancevinder

Hvis man bare følger lidt med i filmens verden ved man, at ‘Whiplash’ er en af årets mest ventede indiefilm. Sundancevinderen fra sidste år har høstet priser på filmfestivaler over hele kloden og blev godt modtaget af både publikum og kritikere i Cannes.

Der er ingen tvivl om, at ‘Whiplash’ som film er rigtig godt skruet sammen og yderst fokuseret i sin fortælling. Det er kampen mellem Andrew og Terrence, to passionerede individer, der hele tiden er centrum for fortællingen. I Første halvdel af filmen forlader vi stort set ikke musikskolens mørke og tætte øvelokaler, hvor sveden driver af væggene under timelange øvere. Filmen bruger håndholdt kamera og nærbilleder til at bringe sit publikum med ind i de kaotiske øvere, hvor kameraet
bevæger sig elegant og flydende rundt mellem Terrence og eleverne. Det gør, at man føler sig til stede i rummet, og man oplever Terrences verbale angreb på klods hold, så det gør ondt helt ned i maven.

Stærke skuespilpræstationer

J.K. Simmons spiller rollen som Terrence overvældende godt, hvilket også har ført til en oscarnominering. Han er nu hermed officielt opgraderet fra stabil birolleskuespiller til intens ‘’leading man’’, hvilket også var på tide. Lige siden Simmons spillede Schillinger, lederen for det ariske broderskab i fængselsserien OZ, der blev sendt på DR1 i slut 90’erne, er vi mange, der har ønsket at se mere til den dragende skuespiller. Med hans fysiske hårde ydre, er det ofte de barske roller han får, men han har også vist, at hans bulldog-ansigt kan bruges til andet, som bl.a. kærlig far i ungdomsfilmen ‘Juno’ fra 2007. Teknisk set er rollen som Terrence dog en birolle, eftersom Andrew er hovedpersonen, og Simmons oscarnominering er derfor i kategorien bedste birolle.

Selvom Simmons præstation fylder meget, er det alligevel Miles Tellers portrættering af Andrew, som ender med at stjæle billedet. På trods af, at han selv for længst er trådt ud af puberteten, har han stadig et vådt hvalpeansigt, der med den mindste mimik kan udtrykke de stormende og modsatrettede følelser, som buldrer i den unge Andrew.

Dedikation og kompromisløshed

På trods af Simmons fortræffelige skuespil, så er min eneste kritik af filmen, at Terrence som karakter er en anelse endimensionel. Man ville gerne have kommet mere i dybden med hans figur og bevæggrundene for hans nedladende væsen, når nu han fylder så meget i filmen. Men måske er instruktøren Damien Chazelle slet ikke så interesseret i Terrence, men nærmere i den frygt han indgyder hos sine elever.

‘Whiplash’ er en film, der bliver fortalt på sine egne præmisser. Chazelle har tydeligvis ikke givet efter for pengegriske producenter, der fra kulissen kunne have krævet mere romantik i fortællingen eller en mere formularisk plotstruktur. ‘Whiplash’s styrke er og bliver, at den giver sig helt hen til sin historie på samme måde som Andrew giver sig hen til sin musik med dedikation og kompromisløshed.

I 107 medrivende minutter bliver man som publikum inddraget i en passion, de færreste af os formentligt kender til. Uanset om man kan relatere til Andrews kamp for anerkendelse, er det svært ikke at spørge sig selv, om man møder nok modstand til hverdag. For lidt fører hurtigt til stilstand og for meget kan være ødelæggende. Som Andrew må erkende i ‘Whiplash’, er det en svær balancegang.

5 ud af 6 stjerner

 

Der Buchmacher Tipico ist ein typischer Vertreter der westeuropäischen Wetten. Das Büro ist nur von den Vertretern seiner Region abhängig, daher ist es für unsere Bäcker aus unseren Breiten nicht sehr bequem. Zunächst geht es um das Fehlen der russischsprachigen Version der Website, die Möglichkeit, Zahlungssysteme zu verwenden, die bei unseren Gewinnern beliebt sind, und die Möglichkeit, ein Konto in einer anderen Währung als dem Euro zu eröffnen.

Gleichzeitig nimmt der Buchmacher im europäischen Vergleich eine sehr gute Position ein. Trotz der schwachen Bonus-Promotion-Politik, einer guten Bemalung von Fußballspielen, attraktiver Gewinnchancen und eines einfachen Funktionsportals, ist das Buchmacherbüro von https://esportswettenz.com/tipico/ für Online-Wetten sehr attraktiv.