Der er vel ikke mange læsere af dette filmmagasin der ikke er bekendte med computerspillet Counterstrike. Skulle der alligvel stå nogle uvidende herom, kan spillets grundlæggende principper ridses såre simpelt op: good guy vs. bad guy i heftig skudduel om titlen som sejrherre over den anden.

Ud over at dele samme produktionsland, er der mange mindre flatterende ligheder mellem overnævnte computerspil og dagens hadeobjekt i fokus; filmen White House Down.

For der er vitterligt ikke mange gode ting at sige om den nye film fra instruktøren og produktionsholdet bag nyklassiske actionbrag som Independence Day og 2012. Det er som mundheldet lyder: har man set en, har man set dem alle.

Den fraskilte og jobsøgende marinesoldat, John Cale (Channing Tatum), forsøger at genvinde sin gevaldigt patriotiske datter Emilys (Joey King) respekt ved at søge jobbet som agent i Secret Service: præsidentens private bodyguards. Jobsamtalen går skidt, men samtidig bliver Det Hvide Hus, hvor Cale befinder sig, overtaget af en terrorgruppe og det er nu op til Cale at redde præsident James Sawyer (Jamie Foxx), sin datter og resten af den frie verden fra total undergang.

Det er i sin rene form et plot der de sidste tredive år, hvis ikke mere, er blevet revet igennem møllen så mange gange, at det nærmest er gennemsigtigt. Og på den anden side står tragikomikken og brøler af sine lungers fulde kræft. Fra et krukket sidekick af en Det Hvide Hus-tourguide med lommerne fulde af tåbelige punchlines, til en platpatriotisk slutscene med præsidentens flag svingende over plænen i Det Hvide Hus er White House Down ikke kun en gentagelse af actionfilmens gennemtæskede præmisser. Den er også en ganske dårlig en af slagsen.

Skulle kritikken have et ekstra skud konspirationsparanoia, kunne man foranledes til, ikke alt for usandsyneligt, at beskylde Obama-regeringen for at have en finger med i produktionen af White House Down. Til tvivleren kunne følgende fakta ridses op: En sort præsident der trods modgang vinder landets tillid og en terrorgruppe der for første gang i et årtis hollywoodproduktioner ikke er af mellemøstlig afstamning. Tværtimod er de tidligere højterklærede fjender i Iran og Irak nu portrætterede som uskyldige, nærmest helgengjorte. Ja, kære læsere, jeg lader dem hermed stå tilbage til egen vurdering.

Filmen vinder dog træfsikre og gevaldigt tiltrængte point i sammenspillet mellem Tatum og Foxx. Duoen har en tålelig komik og et modspil der på intet tidspunkt taber pusten. Ja, flere gange får dette spil nærmest kaliber af Die Hard-ske dimensioner. Men kun næsten. Og det sagt, uden at nævne et eneste ord om det nærmest tyvstjålne navn på helten i selvsamme franchise.

Alt i alt en omgang Counterstrike-ske skuddueller med et plot tyndt som vand. Dog med et makkerpar der, hvis manuskriptet var hæderligt, sagtens kunne holde til et par film mere i hinandens selskab.