Efter den store kritiker-darling ’Marriage Story’ (2019) er manuskriptforfatter/instruktør Noah Baumbach i denne omgang mindre fokuseret men mere dynamisk med sit nye komediedrama, ’White Noise’.
Instruktør/manuskriptforfatter Noah Baumbach smelter det ordinære sammen med det absurde i sin nyeste film ’White Noise’, baseret på forfatter Don DeLillos litterære oplæg af samme titel.
Filmens fortælling finder sted i en lille midt-vestlig amerikansk by i midt 1980’erne, og fokuserer på universitetsprofessoren Jack Gladney (Adam Driver) og hans relativt ordinære familie. I husstanden finder man Jacks kone, Babbette (Greta Gerwig), og fire børn, hvoraf de tre ældste er fra forældrenes tidligere ægteskaber, mens den yngste er deres fælles barn. Gladney-familien er optaget af og bange for hele konceptet med døden.
Medierne og lokalmiljøet omgiver familien med en hvid støj, der jævnligt minder dem om dødens uundgåelighed. Det får dem til at rejse eksistentielle spørgsmål om hvad der er i vente efter døden.
Familiens dødskomplekser forværres yderligere da en kemisk ulykke forårsager en mystisk, mindre naturkatastrofe i deres hjemby.
Tro mod DeLillos roman, tager Baumbach denne præmis i brug til at tackle tematikker om netop død og frygt. Tematikkerne og de filosofiske overvejelser omkring liv og død kommer især til udtryk gennem filmens to største, og mest helstøbte roller, Jack og Babbette, og dynamikkerne imellem dem.
Dystre billeder males med en satirisk pensel
Baumbachs respekt for kildematerialet skinner ikke kun igennem tematisk, men også tonmæssigt. Ligesom DeLillos bog, er filmen også meget satirisk anlagt, hvilket er yderst vellykket eksekveret.
Gennem hele filmen demonstreres der konsekvent god humor, med skarp timing der sjældent misser, og stor variation, der ofte overrasker.
Baumbach balancerer dog den skæve, sorte humor med det filosofisk anlagte drama rigtigt fint igennem stort set hele plottet. Det opnår han blandt andet ved at opstille et miljø, hvor den enkelte karakter enten primært er dramatisk anlagt med komiske undertoner, eller hovedsageligt tjener komedien med dramatiske undertoner.
Undtagelserne er de to bærende roller, Jack og Babbette, der, for at plottet skal fungere, må bevæge sig naturligt mellem det dramatiske og det komiske. Denne opgave løser Baumbach eksemplarisk med sit manuskript og sin instruktion i samarbejde med Greta Gerwig, der spiller godt, og Adam Driver der spiller forrygende.
Det eneste drama, der går tabt i den satiriske tilgang, er i forhold til Gladney-børnenes dramatiske rolle. Børnene fungerer fint som værktøj til at understrege nogle pointer i forældrenes karakterudvikling, men de gennemgår ikke selv nogen særligt interessant udvikling. De ender mest af alt bare med at være ret endimensionel komisk afveksling, hvilket er underholdende, men ikke helt fyldestgørende nok.
Kaotisk filosofi præsenteret med stil
Modsat hans sidste par film, der har været mere fokuserede og jordnære, eksperimenterer Baumbach rent stilistisk meget mere, med ’White Noise’.
Vi har stadig, som man kender det fra Baumbachs tidligere film, flere scener drevet af lange eksplosive monologer der lapper ind over hinanden. Her klippes der i bedste Baumbach-stil hektisk frem og tilbage mellem karaktererne, som skiftes til at føre ordet.
Derudover giver fortællingens mere absurde og mystiske elementer såvel som katastrofedelen instruktøren mulighed for at eksperimentere med den visuelle præsentation. På netop den baggrund benytter han sig af kameraføring og belysning til at opstille interessante visuelle metaforer og skabe æstetisk spændende billeder med sprudlende farvekontraster.
Samspillet mellem kameraføring og belysning står dog allerstærkest i de enkelte scener der på overbevisende vis bevæger sig over i gyserterritorie, for hurtigt at dreje tonen fra komisk til dramatisk. Her bruges dyster belysning og en kuldegysende leg med fokus, til at bygge uhyggelig spænding.
Til tider eksperimenterer Baumbach dog lige lovligt meget. Det resulterer i enkelte stilistiske indskud i tredje akt der ikke gør meget mere for plottet end at trække lidt tempo ud af fortællingen og svække plottets momentum en anelse.
Det er dog undtagelsen i et ellers stærkt stykke arbejde af Baumbach. Den visionære instruktør skaber et miljø fyldt med karakterer, hvor mange ting sker på samme tid og mange forskellige dialoger krydser ind over hinanden, på hektisk vis, scene efter scene.
Kaosset giver ikke kun filmen et underholdende element af humor og et strejf af realisme. Det tager os også direkte tilbage til filmens titel ’White Noise’. Den druknende baggrundsstøj fra medier og omgivelser er til stede gennem hele filmen, og præger vores karakterers dømmekraft.
Tilbage står et filosofisk værk, der med en ligeledes dramatisk og humoristisk fortælling, præsenteret på spændende og kreativ vis, skildrer faren for at drukne i den hvide støj.
