Ikke’ The Greatest love of all’, men ’Step by step’ bliver det en ’Queen of the night’.

Med hang til divaer og store stemmer så har Whitney Houstons musik altid prydet min spilleliste. Ikke mindst har jeg brugt timer på det klassiske forsøg i at nå hendes svimlende højder i hittet ”I will always love you” (det lykkes aldrig). Så der var en vis nostalgisk forventning om et ærligt og fængende indblik i denne kæmpe stjernes liv og karriere, hvilket lykkes til dels.

Vi har hørt historien før. Den glade og søde pige, der altid gik og sang. Hendes opdagelse og hendes talent. Hun var noget helt særligt. Det turbulente ægteskab og stofferne. Det er en fortælling, vi kender fra andre kunstnere også, så der er intet nyt under solen der. Opbygningen er også set før. Der er interviews fra hendes nærmeste, både familiemedlemmer og medarbejdere klippet sammen med private optagelser af Whitney og live optrædener.

One moment in time

Den Oscarvindende instruktør Kevin Macdonald benytter sig af et interessant greb. Han vælger at blande disse interviews sammen med diverse klip af både voldsomme historiske begivenheder, og reklamer fra den tid, der nærmest skaber et glansbillede af 80’erne. Sammen med de ting, der skete i Whitneys liv, skaber det en kontrast og piller det ellers så pæne billede ned igen.

For netop det pæne billede af Whitney, der bliver skabt i starten, virker falsk. Alle har noget pænt at sige om Nippy, som hun kaldes af de tætteste, og hendes opvækst. Men det er som om, der er noget lorent og uægte over det, og jeg frygter, at dette ikke bliver en film, hvor vi får et oprigtigt billede af kvinden. Men langsomt kommer skeletterne ud af skabet, og filmen giver os både et ærligt portræt af Whitney selv, men formår også af frembringe personlige sider af flere af de medvirkende. Blandt andet hendes eksmand Bobby Brown, der nægter at tale om hendes stofmisbrug.

It’s not right but it’s okay

På trods af ærligheden kommer dokumentaren aldrig helt ud over kanten. Specielt i den første halvdel, som er klart den svageste del. Det er som om, den holder lidt tilbage med noget information. Jeg mangler både mere af Whitney og af hendes musik, hvilket får den til at virke en smule distancerende. Alt er fortalt gennem andre, og jeg kunne godt have tænkt mig at få flere optagelser af divaen selv.

Der bliver dog rodet bod på dette i filmens sidste og stærkeste halvdel, hvor vi ser hendes stigende stofmisbrug som blev hendes undergang. Her er der ikke længere noget lyserødt glansbillede af en megastjerne. Her får vi en råt for usødet indblik i bagsiden af medaljen, hvor jeg må krumme mig sammen i sædet af pinlighed når jeg ser mit barndoms idol synge falsk foran et publikum.

I will always love you
’Whitney’ er ikke den stærkeste dokumentar om et popidol jeg har set, men den er stadig medrivende og ærlig med nostalgiske billeder fra 80’ernes og 90’ernes pop æra. Til trods for, at jeg savner mere musik, så blev jeg alligevel taget med af den musik, der dog var, og fik både kuldegysninger og tårer i øjnene op til flere gange. Jeg må klart hjem og som det første sætte en af mine Whitney plader på med volumen helt op og skråle med trods mine manglende evner.

Foto: Kino.dk