’Widows’ er fem minutter kortere end McQueens forrige fortælling om tolv års slaveri, men 129 minutter er stadigvæk alt for meget.

Hvis man ikke kender til den britiske tv-serie ’Widows’ fra 1980’erne, kan det virke tilfældigt, at Steve McQueen har valgt at genfortælle historien om fire enker, der springer ud som kriminelle, som første spillefilmiske efterfølger til sit mest af alt volumniøse epos om amerikansk slaveri.

Sort-hvid
Men det står hurtigt klart, at det som ligner en kupfilm, i høj grad kommer til at handle om både race, køn og politik. Som det første møder vi Viola Davis’ Veronica, der kysser sin mand Liam Neeson. Selvom ingen har sagt det endnu, er det noget meget explicit over måden forholdet mellem indbegrebet af hvid maskulinitet overfor den ligeså klassiske stolte sorte madame vises på. Han er så hvid og hun er så sort, at det virker som den poetiske retfærdighed, at de skilles af døden.

Og allerede der lægges grundstenen til en film, der først og fremmest bliver for tænkt. Den moderne thriller-dronning Gillian Flynn har arbejdet sammen med McQueen om manuskriptet, og hvor det uhyggeligt udspekulerede i filmatiseringen af hendes ’Gone Girl’ aldrig virkede unaturligt, er det desværre ikke tilfældet her.

På papiret har ’Widows’ kun to sammenflettede handlingstråde, men det føles som en fucking fuglerede, så mange kringelkroge af prætentiøse banaliteter, de hver især rummer. Eksempelvis Colin Farrell som korrupt hvid politiker, der trods sin uduelighed når langt på grund af sit vigtige ophav. Karakteren er svimlende uinteressant, og Farell er castets absolutte arkimediske punkt.

Ja, The Wire var fed – men find nu på noget nyt!
Den del af handlingen, der handler om de fire enkers kupprojekt er overordnet sympatisk, selvom portrætteringen af kvinderne ikke ligefrem er dybsindige. Tværtimod ofrer McQueen det meste af den karaktermæssige krydring på filmens tre største mandlige karakterer. Absolut mest velspillet og pirrende er scenerne med den konfliktende bande, ledet af Manning-brødrene og spillet af henholdsvis Brian Tyree Henry og Daniel Kaluyaa. Og selvom scenerne med dem er glimrende, specifikt en, hvor et par beat-boxende bandemedlemmer skal sættes på plads, føles det meget som at se et extended cut af ’The Wire’. Det er inspiration af høj kvalitet, og scenerne med de sorte bandeledere er blærede, men det er uopfindsomt. Dog må Kaluyaa udmærkes for at portrættere et så modbydeligt svin, at jeg først bagefter kunne genkende den blide koncensussøgende unge hovedperson fra ’Get Out’.

Hvem havde gættet, at storbyer har mørke sider?
Jeg vil prøve at gøre det kort, når nu Steve McQueen lader til at være ude af stand til det. På mange punkter er ’Widows’ et glimrende stykke drama, der ikke skurrer i forhold til skuespil, mening og look. Men udover at længden ville have klædt en heftig fransk plys, mangler filmen originalitet. Ønsket er at genaktualisere firserfortællingen i det strukturelle økonomiske clusterfuck, der er det moderne Chicago. Men det overrasker vel sådan cirka ingen, at en amerikansk storby kan rumme korrupte politikere, kriminalitet og race-klassespændinger?

Netop film som Jordan Peeles ’Get Out’ samt Boots Rileys ’Sorry to Bother You’, ’Dear White People’ og det helt store mainstream eksempel ’Black Panther’ viser at amerikanske racefortællinger måske mere end nogensinde før står på tærsklen af et paradigmeskift. Og selvom ’Widows’ som film muligvis hellere vil være en kupfilm end en racefilm, lykkes den ikke særlig godt med nogle af delene.