Med sin ubarmhjertigt groteske, sorte humor er det argentinske mesterværk ’Wild Tales’ absolut bedst, når den er værst.
Ordet ”vild” dækker ikke helt over, hvor sindssyg en historie du har i vente, når du går ind for at se ’Wild Tales’. Filmen er en fest. En stor, grotesk, morderisk blodpøl af en fest. Den fortæller seks forskellige historier om vidt forskellige mennesker, der hver især får skabt en fuldstændig vanvittig anekdote. Når filmens instruktør Damián Szifrón fortæller, at han har skrevet disse kortfilm på vidt forskellige tidspunkter i sit liv, som ikke har andet til fælles end frustration, kan det ikke overraske en sjæl. Historierne søler i hævn, begær og en forholdsvist sølle menneskehed, som ikke har indset, hvor sølle den egentlig er.
De sympatiske karakterer kan tælles på én hånd. Det er dog ikke med frustration og en dårlig smag i munden, man forlader biografen, men snarere med et smil på læben, der bare ikke kan tørres af. Jeg kan ikke lade være med at grine, hver gang jeg tænker på filmen, hvad end det er en plakat, en trailer eller noget helt tredje, der henleder tankerne på den. Det er sjældent, at jeg med så stor overbevisning vil anbefale en så sort komedie til så mange mennesker; men denne film er ikke bare vanvittigt underholdende, den skaber også en lyst til at diskutere hver enkelt af sine ubarmhjertige fortællinger.
Life is beautiful
At kalde filmen politisk vil nok være at strække termen en smule, men man får en fundamental lyst til at ændre på den verden, vi lever i. Det smukke argentinske landskab, filmen portrætterer, er fremstillet med stor kærlighed, og billederne er altid helt klare og skarpe. En støvet landevej kunne let være portrætteret som et ubehageligt sted, men billederne i ’Wild Tales’ kunne nærmest bruges til et postkort. Dette bidrager på en måde til ironien ved, at det er så grimme ting, der foregår. Når en mand skider på en anden mands bil, ser man i baggrunden de argentinske højder. Vi ser således ikke en forfærdelig verden, men blot en forholdsvist usympatisk menneskehed, som har skabt et usympatisk system omkring sig.
Når vi ser det uretfærdige system i et par af handlingsforløbene, er de karakterer, der tager kampen op mod det, imidlertid ikke selv særligt sympatiske. Når man rejser sig mod overmagten er det for at kæmpe mod parkeringsbøder eller individer, og det bliver aldrig til en kamp, der kunne skabe håb for fremtiden. Det er muligvis en deprimerende og meget nihilistisk konklusion, men man er så vanvittigt godt underholdt undervejs, at det absolut ikke er et problem. Måske kunne denne film endda inspirere til at ændre lidt ved tilværelsen. Det er ikke individet mod parkeringsbødesystemet eller jalousidrab, der får verden frem, det er en samlet menneskehed, der må ændre verden. Man har det samfund, man fortjener og en fremstilling af en skræmmende realistisk verden, der ser ud, som den gør i denne film, kan måske ikke bare inspirere til grin og nik med hovedet, men også til at forsøge at gøre op med den verden, vi har skabt omkring os. ’Wild Tales’ er ikke blot vanvittigt underholdende, den skaber også stof til eftertanke.