Danske Claes Bang bringer med bravour den sagnomspundne folkehelt til live i en fortælling, der desværre ikke er helt så skarp som den armbrøst, hovedpersonen plaffer med.

Claes Bang udstyres med en armbrøst og står i spidsen for en oprørsgruppe – eller i kongens øjne: en flok banditter – der vil vælte kronen og give magten tilbage til det schweiziske folk, som er undertrykt af Østrig.

Hvis man bytter armbrøsten ud med bue og pil og rykker handlingen til England, lyder det måske bekendt. ‘William Tell’ har mange ligheder med en anden sagnomspunden folkehelt iført grøn trikot og hat – nemlig Robin Hood.

Men i Schweiz huskes Tell som manden, der skød et æble af sin søns hoved fra lang afstand. Heldigvis er han en uovertruffen skytte, og dette ikoniske øjeblik bliver startskuddet til en revolution.

Sommer i Tyrol – men med bue og pil

Vi befinder os i det smukke, bakkegrønne Schweiz i 1307, hvor landet er besat af Østrig. William Tell (Claes Bang) lever et roligt liv med sin kone Suna (Golshifteh Farahani) og deres søn Walter (Tobias Jowett). Når han ikke fodrer sine geder, tilbringer han tid i sit aflåste skur, der viser sig at være fyldt med rustninger, skjolde og armbrøster – levn fra hans tid som korsfarer i Jerusalem.

Tell har lagt sin voldelige fortid bag sig, men skæbnen vil det anderledes. Da hans nabos kone bliver voldtaget og dræbt af statens skatteopkræver, må Tell endnu engang gribe sin armbrøst og stå i spidsen for en revolution mod kongen og kronen.

Præstationerne står ikke skarpt som den armbrøst, der skyder

Den østrigske konge spilles af Sir Ben Kingsley, som ikke er nok med til at kunne danne sig en mening om, men han er iført en sej klap for øjet lavet i guld. Det bliver kongens østrigske guvernør, Gessler (Connor Swindells), der bliver filmens nemesis til Claes Bangs oprørsleder. 

Gessler er i kongens gunst, da kongen ønsker ham gift med sin niece Bertha (Ellie Bamber). Desværre (for hende) er Gessler skingrende sindssyg. Om det skyldes seksuel frustration over ikke at kunne komme i bukserne på kongens niece, eller om han simpelthen bare er ond for ondskabens skyld, bliver aldrig helt klart. Dog leverer Swindells en fornem præstation, hvor hvert sindssyge øjeblik er både underholdende og uforudsigeligt. 

Claes Bang er en stærk hovedrolle, der giver William Tell både værdighed og dybde. Selv når replikkerne virker flade, formår han at gøre dem inspirerende og med et følelsesliv bag sig. Det er ikke til at tage fejl af, at Bang er en international superstjerne.

Desværre er Bang og Swindells de eneste skuespillere, der virkelig formår at skabe noget mindeværdigt ud af deres roller. De øvrige skuespillere ser nok godt ud på skærmen, men kæmper med en ringe skrevet dialog, der gør deres præstationer flade og uinspirerende.

Jonathan Pryce er også tilstede, men når kun at brillere i to korte scener. Det virker mest som om, hans og Kingsleys navne blot er blevet brugt til at lokke finansiering til denne ellers B-filmslignende produktion.

Sigtekornet skal stilles skarpere

Filmen har til tider mere et “tv-miniserie” udtryk end en historisk-tju bang-krigsfilm, og ville have været bedre passende som en fire episoders HBO-serie. Det ville også have hjulpet på filmens tempo, da den varer minimum tyve minutter for længe.

Nogle actionsekvenser bliver for store til deres eget bedste – som om man blot skulle dreje kameraet ti centimeter til højre for at kunne se kulisserne og afsløre illusionen.

I andre actionsekvenser rammer filmen dog plet, hvor afhuggede lemmer understøtter filmens rå stil. Piskende pile fra armbrøsten flyver lige forbi linsen, så selve kameraet ryster. Du mærker krigene og kampenes brutalitet. Men netop som filmen begynder at vise potentiale, glemmer den sine egne detaljer og falder tilbage i et ufokuseret rod.

‘William Tell’ er en film af blandet kvalitet. På sine bedste tidspunkter leverer den intense actionsekvenser og stærke præstationer fra Claes Bang og Connor Swindells. Men på sine værste mister den fokus, veksler mellem B-filmsæstetik og storslåede ambitioner, og spilder potentialet i sine biroller.

Havde filmen været mere konsekvent i sit udtryk og stil, kunne den have været en enestående fortolkning af en ukendt folkehelt. I stedet ender William Tell som et ufokuseret forsøg på at bringe en sagnomspunden karakter til live.