‘Vintersøvn’ er fortællingen om den rige pensionerede skuespiller Aydin (Haluk Bilginer), der ser sig selv som konge over det samfund, han bor i, men frem for alt opfører sig som en tyran.

Et hotel i Anatolia

Sammen med sin unge kone Nihal (Melisa Sözen) og søster Necla (Demet Akbag) driver Aydin et lille hotel i det centrale Anatolia. Ud over hotellet ejer han også huse og butikker i den nærtliggende by, hvilket giver ham en betydelig magt i lokalsamfundet. Men magt kan gøre sjælen korrupt, hvilket Aydin tydeligvis er et eksempel på. Han ser sig selv som bedre end andre mennesker og opfatter sig selv som en slags konge i det lille samfund.

Hans ophøjethed kommer til udtryk i de læserbreve han skriver til den lokale avis. I disse kritiserer han alt og alle som ikke har den samme mening som ham, eller som ikke lever op til de normer, han selv anser som værende de rigtige. Han udleverer bl.a. pinagtigt en af sine lejere, der er en fattig imam, for at være dårligt påklædt og snusket, hvilket imamen bør skamme sig over, når han er gejstlig.

På baggrund af Aydins opførelse hader de lokale ham. I starten af filmen ser vi, hvordan en lille dreng i frustration kaster en sten igennem hans bilrude. Men som den tyran Aydin nu engang er, vælger han at tilgive den lille dreng, hvis forældre nu skylder et ubetaleligt beløb i forsikringspenge, hvis drengen på ydmygende vis kysser hans hånd.

Selv om Aydin opfører sig så usympatisk, som han er gør, bliver man stadig dybt betaget af ham. Det skyldes delvist at Bilginer spiller rollen imponerende godt, men i lige så høj grad fordi hans karakter er så sammensat som den er. Aydin ved nemlig ikke selv, at han er en kynisk og misantropisk tyran. Han opfatter sig selv som et godt menneske, som gør det rigtige og har forstået livets sande værdier. Det er først, da Nihal konfronterer ham med sin ulykkelighed over at være gift med ham, at hans maske begynder at krakelere. Det er denne selvindsigt/eller benægtelse som Aydin får, der er med til at skabe et intenst drama imellem ham og hans forskellige relationer.

Som et postkort

Filmen er fantastisk flot filmet, som var hvert et frame et lille tableau. Det er fotografen Gökhan Tiryaki, som står bag disse smukke billeder, og samme Tiryaki har også filmet de to andre film i Nuri Bilge Ceylans Anatolia-trilogi. Anatolia er i sig selv som taget ud af et postkort, eller et National Geographic-blad, med dets smukke landskab fyldt med bjerge og sneklædte golde områder. Lyden i filmen er utrolig stemningssættende, som når man f.eks. kan høre vindens susen uden for hotellets vægge. I det hele taget er det en vældig gennemført film, der, på trods af en spilletid på 196 minutter og en utrolig slow paced handling, formår at holde en fanget.

Sleep

At filmen er slow paced er både dens force og dens hæmsko. Den langsommelige dvælen gør, at vi kommer så tæt ind på karaktererne, som det kan lade sig gøre i en film. Det føles som om man kommer lige så tæt på dem, som hvis de havde optrådt i en roman. Til gengæld gør filmens tempo, at enkelte scener føles ualmindeligt lange, som f.eks. da Aydin næsten diskuterer i et kvarter med sin kone, om hvorvidt hun skal bruge penge på at støtte en velgørenhedsinstitution eller ej. Scenen er god, skuespillet er godt, og det føles alt sammen virkelig naturligt, desværre bliver det i længden utrolig kedeligt – lidt ligesom virkeligheden har en tendens til at blive.