Børn der leger. Forældre der skælder ud. Grønne feer der bevæger sig gennem natten. Der er mange historier i ‘Wolf and Sheep’, men desværre ikke så meget struktur.

At se en udramatisk, realistisk historie om folks hverdag kan være ekstremt interessant udelukkende fordi historien foregår i et andet land. At sidde som fluen på væggen og betragte en for mig eksotisk hverdag kan være ekstremt stimulerende, fordi det føles som om, jeg får et indblik i hvordan verden er uden for min egen lille, snævre referenceramme. Således kan det være stimulerende at se en historie, hvor der egentlig ikke foregår så meget, og der ikke nødvendigvis sker den store udvikling. At sige at film som disse kan foregå hvor som helst og handle om ingenting er dog en overdrivelse, og det viser ‘Wolf and Sheep’ forholdsvist tydeligt.

Får frem for F-16
‘Wolf and Sheep’ er den første spillefilm af Shahrbanoo Sadat, som har kæmpet for at få denne internationale coproduktion lavet i mange år gennem blandt andet crowdfunding og støtte fra danske Zentropa. Hun er uddannet i dokumentarfilm og har udtalt, at hendes film skal handle om et andet Afghanistan end det medierne viser – “filmen skal handle om mennesker, rutiner og dagligdag”. Dette slice of life-udgangspunkt ville være mindre interessant for mig, hvis filmen handlede om dagligdagen i Ølgod, men fordi vi med det samme ser et tørt, brunt billede af det ørkenlandskab filmen foregår i, og den endda starter med en begravelse, der involverer ofringen af et får, bliver jeg med det samme draget ind.

Filmen viser absolut ikke det samme Afghanistan som de danske nyhedsmedier, men det er ikke fordi den maler et rosenrødt portræt af lokalbefolkningen. Vi ser flere gange børn blive slået og hvordan en af de lokale mænds to koner begge føler skam. Den ene er steril, og den anden kun har født piger. Vi følger primært børnene, som er fårehyrder, når de ikke leger sammen. De er meget grupperede, og jeg så en klar hovedperson for mig, da den eneste pige, der ikke får lov at lege med de andre piger, introduceres. Det er her, at vi løber ind i filmens store problem.

Familier og feer
Jeg har som hovedregel brug for et holdepunkt af en slags i en film. Der behøver ikke være fremdrift i plottet, der behøver ikke at være en central konflikt, og der behøver ikke være nogen hovedpersoner, men jeg ser gerne, at filmen har noget af det. ‘Wolf and Sheep’ har ikke rigtig noget fokuspunkt. Vi følger de fleste af disse børn ligeligt, og det er absolut ikke dem alle sammen, der har andet end får og hverdagsleg at forholde sig til. De tre piger, der ekskluderer den fjerde, snakker om fremtidige giftermål og hygger sig med hinanden, men de har ingen udvikling, konflikt eller ark, som bringer dem fra et sted til et andet i løbet af filmen. Det samme er tilfældet for de fleste af drengene, der bruger størstedelen af deres tid på at øve sig i at bruge deres stenslynger rigtigt.

Oveni alt dette får vi nogle drømmeagtige nattescener med en grøn fe fra et eventyr vi hører i starten. Til trods for al feens screentime bidrager den ikke til filmens plot. Den bidrager heller ikke med en symbolsk dimension jeg forstår.

Det skal siges, at jeg som sådan var underholdt gennem hele filmen. Børnene var søde, og forældrene var ubehagelige. Stærkere følelser affødte den dog ikke.