En virkelighedsbaseret dramaserie om den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, der, med Will Smith og Jay-Z som producenter, får tårerne til at trille og hjertet til at bløde i et historisk vingesus.

I løbet af sommeren 1955 får 14-årige Emmett Till overtalt sin mor, Mamie, til at lade ham tage på ferie hos familien i staten Mississippi, hvor Mamies onkel har en bomuldsfarm. 

Tilværelsen for sorte amerikanere nede sydpå er dog meget anderledes end i Chicago, hvor Mamie og Emmett bor, så Emmett kommer kun afsted efter flere advarsler om at holde hovedet nede og give plads til de hvide på fortovet.

Efter et skæbnesvangert besøg til det lokale marked med nogle kække bemærkninger til den hvide dame bag disken bliver Emmett kidnappet midt om natten af hvide mænd. 

De efterfølgende begivenheder, som genfortælles i ‘Women of the Movement’, bliver af historikere i dag anset for at have antændt de sorte amerikaneres indædte kamp for frihed og lighed og har dermed været startskuddet til borgerrettighedsbevægelsen i USA.

Hans liv gjorde hende til en mor, hans død gjorde hende til en kæmper

’Women of the Movement’ fortæller historien om den amerikanske borgerrettighedsbevægelse ved at dele historierne om kvinderne i bevægelsen – eksempelvis Emmetts mor, Mamie Till-Mobley.

Mamie nægtede at lade det hvide samfund i Mississippi begrave sagen om Emmett, og derfor arbejdede hun aktivt for, at alle skulle kende hans navn og ikke mindst hans ansigt.

De grusomme ting, de hvide mænd havde gjort ved Emmett, havde nemlig ført til, at hans ansigt var fuldstændig deformt og uigenkendeligt, hvilket Mamie ikke forsøgte at lægge skjul på.

Tværtimod sørgede hun for, at pressen fik taget billeder af hendes søns lig, og hun krævede, at hans kiste blev holdt åben ved mindehøjtideligheden, hvor tusinder af mennesker fik set præcis, hvad der var blevet gjort ved ham.

Hun gjorde alt dette for at afmaske, hvad der foregik i sydstaterne, og for at kunne få dømt de mænd, der havde dræbt hendes barn.

I ’Women of the Movement’ bliver Mamie (Adrienne Warren) portrætteret med en enorm ildhu og kampgejst, som på en og samme tid er inspirerende og hjerteskærende. Det er meget nemt at glemme, at det ikke er en dokumentar med de rigtige mennesker, så oprigtig og ægte er Warrens præstation.

Warren gør det så smukt, at man kan mærke Mamies skærende sorg og følelse af komplet chok og frustration over de urimelige ting, der foregår, til en sådan grad, at man som seer selv føler sig som en del af serien.

Når grænsen mellem virkelighed og fiktion sløres

Serien er lavet med en omhyggelighed og en præcision, der gør, at det hele føles naturligt og ægte. Der er intet, der er for overdramatiseret for at understrege en pointe eller glorificeret for at fordreje handlingen.

Man kan tydeligt mærke, at det er en historie, skaberne bag serien vil varetage og portrættere på den bedst mulige måde, fordi den netop er så vigtig. Ikke kun for sorte amerikanere, men for alle.

Samtidig er det også svært som seer at se så voldsomme handlinger, når man ved, at de har fundet sted i virkeligheden, og så er det nemmere at fortælle sig selv, at det ”bare” er en serie.

Men det er netop i tilfælde som disse, hvor det omhandler skarpe emner som Emmett Tills lynchning, at det er så vigtigt, at historien bliver fortalt på en ømtålelig og respektfuld måde.

Når det drejer sig om sådanne historiske begivenheder, handler det ikke om at kunne rekruttere den lækreste skuespiller eller den mest eftertragtede instruktør for at kunne få så mange seere og penge som muligt. 

Fokus skal være på historien og de personer, der bliver portrætteret, hvilket ’Women of the Movement’ gør så smukt og kraftfuldt.

Smerten, uretfærdigheden og solidariteten blandt borgerrettighedsbevægelsens medlemmer skinner stærkt igennem i fortællingen, samtidig med at det også bare er en historie om en mor, der kæmper for sin søn.

Og hvis der er noget, alle kan relatere til, så er det vel forholdet mellem barn og mor. Er det ikke værd at kæmpe for?