“Når det kommer til kærlighed, er vi vores egen værste fjende.”
Vi skal til det igen. Den årlige tilbagevendende ting, vi alle ser frem til med lige dele skepsis og forventningsglæde. Nej. Jeg tænker hverken på jul, Hanukkah eller nytår. Det er blevet tid til endnu en Woody Allen film.
Allen har taget mig på fortryllende rejser både i Europa og over søen. Denne gang går turen til 50’ernes Kony Island i New York – Amerikas svar på Bakken! Her bor og arbejder parret Humpty (Jim Belishi) og Ginny (Kate Winslet) med ginnys pyromansøn Richie (Jack Gore). Hverdagshjulet stoppes brat da Humptys datter Carolina (Juno Temple) møder op med sit yndige lolita-ansigt. Hun har mafiaen i hælene og mangler et gemmested. Det er et turbulent gensyn for far Humpty, men Carolinas ankomst skal vise sig kun at volde problemer for Ginnys tilværelse.
Det Europæiske drama
Fortælleren af hele historien bliver fra begyndelsen iscenesat som værende livredderen Mickey (Justin Timberlake), der har en hed sommeraffære med Ginny. Micky vil gerne være manuskriptforfatter og skrive store europæiske dramaer. Hvis det her er hans værk, vil jeg dog anbefale at fortsætte livreddertjansen – særligt fordi det aldrig er tydeligt, at han er fortælleren. Lige udover i starten hvor det bliver italesat klart og tydeligt.
Endnu engang skal Woody Allens publikum nemlig trækkes igennem skøre karakterer og teatralsk drama, der flettes sammen på kryds og tværs. Jeg forestiller mig, at Woody Allen er fuld af gode filmidéer, men det er ærgerligt, at han er 5-6 film om at ramme plet.
Justin Timberlækker som Casanova
Karaktererne fejler som sådan ikke noget (måske lige bortset fra Justin Timberlakes påtagede dialekt) men scenarierne er forudsigelige og akavede. Det er frygteligt som kvinde i en kvartvejskrise, at se en kvinde i en midtvejskrise have en hed affære med Justin Timberlake (nej, jeg kommer aldrig til at se andre end Justin Timberlake på det lærred), for så at blive vraget til fordel for en yngre model.
Billigt humør-lys
Det hele er noget rod både følelsesmæssigt som manuskriptmæssigt, og det er hverken flatterende eller charmerende at overvære. Fotograf Vittorio Storaro har dog sørget for lidt øjenguf (udover Justin Timberlake) i det ene flotte skud efter det andet. Det er desværre ærgerligt, at man meget tydeligt sætter lyset efter, hvad karaktererne føler. Lidenskab bliver omsat til varm sommer og solskinsfarver og blandt trivialiteter er alt lidt ekstra gråmeleret. Sikke der kan leges med sådan nogle effekter!
‘Wonder Wheel’ er en fortælling om mennesker, der alle laver noget andet, end det de drømmer om. Lige på nær pyromansønnen Ricky, som pjækker fra skole for at tage i biografen og sætte ild til ting. Mit råd er derfor at tage ud og arbejde på at blive det, du godt kunne tænke dig at blive, i stedet for at trække dig igennem endnu en middelmådig og meget lidt forlystelsessyg Woody Allen film. Lad os håbe den er der næste gang. Eller næste gang igen. Eller gangen efter det.