Hvis ikke filmhistorikere og –kritikere verden over havde erklæret ham ’legendarisk’ ville Woody Allen højst sandsynligt ikke blive genkendt når han komme sjoskende ned af fortovet et sted på Manhattan, eller dybt koncentreret spillede på sin klarinet på en af byens jazzklubber. Han ligner mest af alt en småforvirret turist. Men kigger han op og ud under skygger på hans bøllehat, vil de fleste alligevel genkende denne lille, bekymret udseende mand, som den pessimistisk reflekterende, tragisk-komiske, hurtigt neurotisk talende New Yorker-instruktør, der hvert år bidrager med en gammeldags fortælling om det gode og det onde, det morsomme og det triste, kærligheden og meningen med livet.
I sensommeren kommer hans næste film i biografen, To Rome With Love, og efter traileren at dømme er den traditionen tro dette års statusopdatering, nr. 42, over instruktørens aktuelle refleksioner og livsanskuelser. Og tak skæbne for det – for det er netop denne livslange og meget personlige filmskaberudvikling der har gjort Woody Allen til det han er i dag. Og det der gør hans karriere så interessant for alle os der følger med på sidelinjen.
Der er ikke tale om en nyskabende dokumentar, snarer en manglende dokumentar. Det er nemlig sjældent at den mediesky Woody Allen stiller op til interview og fotografering, dels fordi han ikke tror på det, dels fordi han ikke bryder sig om mediernes håndtering af hans oplysninger – en konklusion har drog for mange år siden på baggrund af bitre erfaringer. Det er med andre ord derfor lidt af en sensation at Robert Weide har fået lov at følge Allen gennem halvandet år og skabe et samlet billede af dét lange, eksperimenterende, og for mange, ikoniske filmskaberliv Woody Allen stadig lever, og i bedste velgående.
Robert Weide taler med filmkritikere, biografer, skuespillere, ekskoner, kolleger, hans medforfattere og ikke mindst hans producerpartner og søster – alle der er blevet lukket ind i den skæve, til tider verdensfjerne boble der går under navnet; A Woody Allen production.Filmen byder ikke på nogle visuelt nyskabende virkemidler, smarte effekter eller parallelle historier, den beretter blot kronologisk og personligt om drengen fra Brooklyn der mere eller mindre ved et tilfælde, takket være sit talent for at skrive jokes, endte med at blive filminstruktør.
Robert Weide har uden tvivl en svaghed for Woodys komiske talenter, snørklede tanker og selvbevidste udtalelser om sin egen person og fortid, men skønt det er en tydelig tilegnet hæder føles filmen på intet tidspunkt ledt eller objektivt forklarende . Hvis man på forhånd har en svaghed for Woody Allen, er dokumentaren både længe ventet og tilfredsstillende. Præcis som når man ser hans film, blander ens klukken og hovedrystende smil sig naturligt med de store spørgsmåls tyngende tilstedeværelse. Hvis man ikke kender Woody Allen som andet end en lille gråhåret mand med store sorte briller, er skildringen af dette paradoksale menneske både loyal og interessant.
Den karakteristiske, følsomme kyniker der ofte bærer protagonistens byrde i Allens film, er ikke til at overse når man har brugt 113 min. i selskab med skaberen og indser at hans evige søgen er lige så aktuel som dengang han begyndte tilbage i 60’erne. Og, at Woody Allen stadig kæmper med sit lod i livet; at håndtere verden når man er pessimistisk og melankolsk af sind, men ens store talent er komik.
af Sandra Holm