I ’Workshop’ tager mesteren af filmisk mundhuggeri Laurent Cantet fat i højreradikalisering og terrorismens betydning for nutidens unge franskmænd.

Det var vel kun et spørgsmål om tid, før de seneste års katastrofale terrorangreb i Frankrig ville begynde at påvirke den franske films forestillingsverden. Omdrejningspunktet for fortællingen er Antoine, en teenagedreng som har svært ved at trække vejret i mangel på åndelig stimulering i sin begivenhedsløse tilværelse i den lille havneby La Ciotat. Men i sommerferien er han og en gruppe andre unge forfatterspirer fra byen blevet valgt til at deltage i en skriveworkshop med en anerkendt, parisisk kriminalforfatterinde. Det super pædagogiske slutprodukt skal være en krimi om deres lokalmiljø.

Dramaet der bare ulmer, ulmer og ulmer
Som det før er set hos Cantet, ligger fremdriften og pointen for fortællingen ikke lige for. Filmen er i sig selv et pædagogisk projekt, da man som seer tvinges til at forstå et andet liv end sit eget, mens der bestemt ikke lefles på underholdningsfronten. De unge i gruppen, der alle har forskellige etniciteter, bliver selvfølgelig mere eller mindre uvenner, når de i fællesskab skal skrive en roman. Deres utrættelige diskussioner tindrer i længden som en enerverende overtone af påtagethed. Selvom man både i casting og dramaturgi tydeligt er gået efter den halvrå franske realisme, hvor dramaet ulmer så længe, at man som seer mange gange er ved at give op, bliver mange af dialogerne for gennemsigtige. Som den lidt søgte debat gruppen har om, hvorvidt det er mere eller mindre racistisk at lade romanens morder være mørk i huden.

For den loyale fransklærer med et hjerte af guld
Skuespillet fejler ingenting. Marina Fois får meget ud af cigaretter og panderynken. Den uprøvede Matthieu Lucci formår også at få vist Antoines indre, øresønderrivende tomhedskonflikt i en kombination af narcissistisk statur og kalveknæet ungdomsusikkerhed. Men gruppedynamikken er lidt trættende at skulle følge, for der er lidt filosofisk sølvfadsstemning over den måde, filmen får sit budskab igennem. Selvom emnerne er både relevante og interessante, virker skriveworkshoppen forældet som mundstykke for ungdommens stemme.

Med ’Workshop’ er der bestemt materiale til utallige læreplaner for gymnasiehold med fransk på B-niveau. Foruden tvangsindlagte gymnasieelever og særligt dedikerede fans af fransk film, vil man kunne leve en sund og bekymringsløs tilværelse uden Cantets nyeste film. Ser man den, vil man formentlig huske den, men for hvad, er jeg langt fra sikker nok på til at give den nogen varm anbefaling med på vejen.