Den tidligere FN-ansatte Gerry Lane (Brad Pitt), hans kone (Mireille Enos) og deres to børn fanges pludseligt i en trafikprop i Philadelphia. Hurtigt bliver det tydeligt for dem at noget er helt galt og pludselig bryder helvede løs. En voldsom virus får folk til at kaste sig over hinanden som gale hunde og er man først bidt, er man også smittet. Gerry må kæmpe hårdt for at få sin familie bragt i sikkerhed inden han må genoptage sit arbejde for FN: han må rejse ud i den virusbefængte, kaotiske verden for at forsøge at kaste lys over den smitsomme virus, der lynhurtigt forvandler det det meste af verdensbefolkningen til zombier.
”World War Z” er løst baseret på Max Brooks best-seller af samme navn og filmen har et imponerende budget på 125 millioner dollars. Oven i det er Brad Pitt som imponerende og tillidsvækkende frontfigur, og han gør det godt i rollen som den krigserfarne familiefar hvis hovedmål er at få familen i sikkerhed. Gerry Lane er ganske almindelig mand, der heldigvis er god til overlevelse, men han er aldrig overlegen og en af filmens helt store forcer, er at hovedpersonen flere gange er i reel fare. Han kan ikke klare hvad som helst men han er heldig og han giver ikke op.
Historien er for så vidt ikke så svær at følge med i. I filmens smukt udførte introsekvens lærer vi via tv-klip og radiomontager hvordan pandemien langsomt spredes i diverse lande. Og så tager filmen fart. Det forholdsvis simple plot giver masser af overskud til at drages af filmens billeder. Og de er unægtelig meget, meget flotte. Særligt scenerne i Jerusalem giver sus i maven og billederne af verdens undergang med blodbad og zombier er så velkomponeret, at man flere gange sidder åndløs tilbage i sædet.
De første 2/3 dele af filmen fungerer ”World War Z” som en virkelig udmærket zombie-film med lidt mere i sig end bare splat og gys. Men. Den sidste del af filmen er så malplaceret og ude af takt med stemningen i det forgående, at man nemt blive skuffet. Det er virkelig ærgerligt at gå fra neglebidende, hæsblæsende spænding med vilde kameravinkler, scener fra alle verdens afkroge og 20.000 zombier på én gang til derefter at afslutte med 80 zombier på et institut i Wales. Historierne om filmens problematisk tilblivelse – slutningen måtte både skrives og filmes om flere gange og filmens premiere blev udskudt- kan mærkes. Og det er rigtig synd.
Da jeg gik ud af pressevisningen af ”World War Z”, havde jeg en lille rest af paranoia siddende i kroppen. Hver gang en cyklist passerede mig, gav det et sæt i mig. Det hænger måske sammen med at jeg er en anelse nervøst anlagt, men det hænger også sammen med at filmen (i hvert 2/3 dele af den) er virkelig uhyggelig og spændende. Zombierne kryber alligevel lidt længere ind i bevidstheden end man lige umiddelbart skulle tro og det er der masser af sjovt gys i.
